På My World IMAGES kan du opleve litteratur fra Zimbabwe på festialens 'Spoken Words'

Landets Historie

I kampen om koloniseringen af Afrika i 1800-tallet fik England Zimbabwe, og landet blev dengang døbt Rhodesia, opkaldt efter én af de største tilhængere af Afrikas kolonisering, John Cecil Rhodes (1853-1902).
 
Rhodesia havde fra 1923 til 1965 status som selvstyrende koloni, indtil landets hvide magthavere erklærede ensidig uafhængighed fra England. Landets politiske system – med dets apartheidlignende forhold – holdt stadig det sorte befolkningsflertal langt væk fra magten. Den folkelige modstand voksede sig med tiden stor, og efter en blodig borgerkrig, der varede fra 1966 til 1979, blev Zimbabwe den 18. april 1980 selvstændigt – 20-30 år efter de fleste andre afrikanske kolonier. Den første leder blev Robert Gabriel Mugabe, som stadig er landets præsident.

Efter mislykkede politiske forhandlinger omkring omfordelingen af den frugtbare jord, som de hvide havde tilranet sig i kolonitiden, tog Mugabe i 2000 initiativ til en bølge af – ofte brutale – jordbesættelser, der tvang over 4000 hvide væk fra deres farme. Det mødte stor modstand i Vesten, og blev starten på en alvorlig økonomisk krise for Zimbabwe. Siden begyndelsen af 1990erne har Zimbabwe været på en rutsjetur, der har ført landet fra en førerposition i det sydlige Afrika til at være et af de fattigste lande. Inflationen var i juli 2008 på 231 millioner procent – en såkaldt hyperinflation og samtidig en kedelig verdensrekord.

Landet fik i 2009 en overgangsregering med regeringsleder Morgan Tsvangirai i spidsen, men der er stærk modstand i Zimbabwes militær og politi mod den nye magtdelingsaftale og udsigterne for overgangsregeringen virker skrøbelige. Ligesom der har været gentagne beskyldninger om valgsvindel under præsident Mugabes styre.

Den økonomiske nedtur for Zimbabwe har været fulgt af socialt sammenbrud. Arbejdsløsheden siges at ligge på omkring 90%. Mange skolelærere, sundhedspersonale og andre offentligt ansatte er holdt op med at arbejde, fordi de ikke får udbetalt deres løn – den offentlige service er helt i bund. Ligesom den humanitære situation i Zimbabwe er kritisk. Selv om der ikke er tale om en egentlig hungerkatastrofe, hvor folk dør af sult, går store dele af befolkningen hver dag sultne i seng og bliver dermed mere modtagelige for sygdomme.

Kunst, traditioner og tendenser

Som i de fleste afrikanske kulturer var den traditionelle kunst i Zimbabwe oprindeligt bundet til vigtige sociale funktioner, men samfundets udvikling, globaliseringen og internettets udbredelse har svækket de traditionelle afrikanske religioner og med dem den traditionelle kunst.
Situationen er nu den, at traditionen nogle steder endnu lever, men at den mange steder er død. For mange af Zimbabwes samtidskunstnere fungerer den traditionelle kunst i dag mere som en inspirationskilde, end som en egentlig fastholdelse af traditionen.

Under Mugabes brutale regime bruges medierne og kunsten ofte som vigtige instrumenter overfor præsidentens manipulation, propaganda og indoktrinering. Manglende infrastruktur, et publikum uden penge, kunstnere som flygter ud af landet og en kraftig censur har reduceret mulighederne for at udvikle Zimbabwes kunstneriske potentiale og skabe et blomstrende kulturliv. Men passionerede kunstneriske ildsjæle fortsætter den levende kamp.

Litteratur

Store britiske forfattere bosatte sig under koloniseringen i Afrika og medbragte traditionen for det skrevne ord. Litteratur på lokalsprogene shona og ndebele har vundet stor og bred popularitet i landet, samtidigt med at en del litteratur bliver skrevet på engelsk eller senere oversat.

Af litteratur fra tiden efter løsrivelsen kan nævnes Charles Mungoshis Waiting for the Rain (1975), Dambudzo Marecheras The House of Hunger (1978) og Stanley Nyamfukudzas The Non-Believer's Journey (1980).

Tsitsi Dangarembga er én af de nyere forfattere, der har skrevet en meget vellykket feministisk dannelsesroman (Nervous Conditions, 1988, da. Nervøse tilstande, 1992). Yvonne Vera har skrevet en anmelderrost kortprosa, hvor både tekstens figurer og fortæller får lov til at drømme, associere og fabulere, fx Without a Name (1994, da. Uden navn, 1996) og Butterfly Burning (1998).

Siden 1980'erne har den årlige Zimbabwe Book Fair i Harare været et vigtigt spillerum for Zimbabwes kritiske offentlighed.