Du kan se film fra Zambia på dokumentarfilmfestivalen ’CPH:DOX’.

Landets Historie

Allerede i begyndelsen af 1500-tallet fandtes der handelskontakter mellem bantu-kongedømmerne i det vestlige og nordlige Zambia og portugisiske og arabiske købmænd, der aftog deres handelsvarer, som primært bestod af elfenben, kobber og slaver. Langt senere, omkr. midten af 1800-tallet, ansporede David Livingstones opdagelsesrejser Det britiske Imperiums interesse for området.

Kong Lewanika indgik i 1890 en aftale med Cecil Rhodes' British South Africa Company, der herefter fik koncessioner til at udnytte råstoffer og arbejdskraft i området. Med ofte brutale midler sikrede selskabet sig herredømmet i det enorme område, som i 1895 fik navnet Rhodesia efter Rhodes. Fra 1911 var det delt i Sydrhodesia (nuværende Zimbabwe) og Nordrhodesia (nuværende Zambia).

Nordrhodesia blev britisk kronkoloni i 1924. Kolonien, som knyttedes til Sydafrika ved bygning af en jernbaneforbindelse, blev en af verdens største kobberproducenter og oplevede en vis økonomisk vækst, men al magt forblev koncentreret i hænderne hos de få tusinde hvide i landet. Da fagforeninger var forbudte, oprettede den afrikanske arbejderbefolkning i stedet såkaldte velfærdsforeninger. I 1948 sammensluttede foreningerne sig til African National Congress of Northern Rhodesia (ANC).

Den radikale leder Kenneth Kaunda, et tidligere ANC-medlem, stod siden 1960 i spidsen for kampen om selvstændighed. Efter opløsningen af den Centralafrikanske Føderation, der bestod fra 1953 til 1963, og som ved siden af Nordrhodesia omfattede Sydrhodesia og Nyasaland (nuværende Malawi), opnåede Nordrhodesia den 24. Oktober 1964 under navnet Republikken Zambia sin selvstændighed. Kaunda blev, efter hans UNIPs (United National Independence Party) overbevisende valgsejr, det nye lands første præsident.

I de første år som selvstændig nation oplevede Zambia en vis økonomisk vækst, som var baseret på kobbereksporten. Så længe kobberprisen på verdensmarkedet var høj og der var fremgang i landet, nød Kaunda, der i 1973 havde gjort Zambia til en etpartistat, befolkningens opbakning. Men Kaundas position svækkedes med de faldende kobberpriser siden midten  af 1970erne. I 1980erne kom den voksende utilfredshed med regimet til udtryk i en række strejker.

Forhøjede fødevarepriser udløste senere voldsomme demonstrationer mod styret, som kulminerede 1990, da mindst 30 mennesker blev dræbt under uroligheder i Lusaka. På samme tid stiftede Frederick Chiluba Movement for Multiparty Democracy (MMD), og Kaunda måtte bøje sig for presset. I 1991 gennemførtes et flerpartivalg. MMD fik absolut flertal i parlamentet og Chiluba blev Zambias nye præsident.

Politisk motiverede fængslinger har i de følgende år præget Zambia. En række bombeattentater i Lusaka 1999 blev sat i forbindelse med Zambias engagement i de krigsramte nabolande Angola og Den Demokratiske Republik Congo. Politisk var der voksende uro frem til præsidentvalget i 2001. Chiluba forsøgte at stille op til sin tredje præsidentperiode, men ombestemte sig til sidst, hvorefter MMD valgte Levy Mwanawasa som spidskandidat. Der var tegn på udbredt valgsvindel, men oppositionen fik ikke medhold i sine klager. Selv om retssagerne og uro internt i MMD har svækket Mwanawasas regering, blev han genvalgt som præsident i 2006.

Kunst, traditioner og tendenser

Landets kunstnere er afhængige af indtægter fra turister og udenlandske NGOer. Traditionelle træskærerarbejder produceres i dag primært for turistmarkedet, men de zambiske fletkurve, der regnes for at være de smukkeste i Afrika, bruges stadigvæk til opbevaring og transport af varer.  

Grundet den udbredte analfabetisme er der ikke meget efterspørgsel efter bøger, og der er kun få zambiske forfattere. De få bøger, der findes, handler typisk om landets uafhængighedskamp eller livet i byerne og på landet.    

Af tekstilindustrien, som der tidligere fandtes i Zambia, er der ikke meget tilbage. Hovedproduktet var meget farvestrålende stoffer med varierende mønstre, som blev brugt til beklædning, især i form af chitenges, som er aflange stofbaner, hvilke kvinderne bruger som nederdele og draperier. De var specielt udbredt på landet. Siden 1990erne har saulas, som er genbrugstøj, doneret af vestlige lande og kristne organisationer, fortrængt de traditionelle tekstiler.

Tromme- og dansegrupper er forsat meget populære i Zambia. Mange af dem optræder for turisterne og i de store byer, da der hverken findes de nødvendige faciliteter eller penge i de mindre byer og på landet. Dansene ledsages af trommer, men også af xylofon og tommelfinger klaver. Blandt lokalbefolkningen er musik fra Congo meget populær, ligesom traditionen omkring de gamle stammesange holdes i hævd. Det sidste er vigtigt, da stammekulturen, identitet og forestillinger, videreformidles igennem disse sangperformances. 

Inden for de sidste år er der blevet produceret flere film i Zambia, og man har genoplivet et årligt tilbagevendende filmfestival, som nu hedder View Images Film Festival (VIFF).