Du kan se film fra Vestsahara på dokumentarfilmfestivalen ’CPH:DOX’.

Landets Historie

Vestsahara er en tidligere spansk koloni, der ligger mellem Marokko mod nord, Algeriet mod nordøst, Mauretanien mod øst og syd, og Atlanterhavet mod vest. Territoriet består for det meste af ørken, men der findes rige fiskeforekomster i Atlanterhavet uden for Vestsaharas kyst, og i landets findes der fosfatminer. Desuden antages det, at der befinder sig store olie- og naturgaslagere ud for Vestsaharas kyst. Både Marokko og frihedsbevægelsen Polisario (Frente Popular de Liberación de Saguía el Hamra y Río de Oro) gør i dag krav på Vestsahara.

Området var kun lidt udforsket, da Spanien i 1884 sikrede sig kontrol med kystlandet, og først i 1934 kunne Spanien gøre sit herskab gældende over hele Vestsahara. Kort efter sin egen uafhængighed i 1956 gjorde Marokko krav på den spanske koloni, og Mauretanien fulgte efter fire år senere, da det havde opnået sin uafhængighed fra Frankrig. Fra starten af 1970erne begyndte flere grupperinger i Vestsahara at kræve selvstændighed og føre væbnet kamp imod kolonimagten. Det var på denne baggrund, at Spanien indledte sin tilbagetækning fra Vestsahara efter dens mangeårige diktator Francisco Francos død i 1975.

Samme år indledte Marokko en civil besættelse (den såkaldte grønne march), og i 1976, da den spanske tilbagetrækning var fuldført, delte Marokko og Mauretanien Vestsahara imellem sig. Som reaktion udråbte den største af Vestsaharas befrielsesbevægelser, Polisario, en uafhængig republik (med støtte fra bl.a. Algeriet) og indledte en krig mod de to nye besættelsesmagter.

Mauretanien trak sig i 1979 ud af den sydlige tredjedel af Vestsahara, som Marokko straks annekterede. På trods af Polisarios protester har Marokko siden anset området som en integreret del af det marokkanske kongerige. I forlængelse af en aftale i 1988 om, at en folkeafstemning under FNs opsyn skulle afgøre Vestsaharas fremtid, indgik Marokko og Polisario i 1991 en våbenhvile. Afstemningen er dog aldrig blevet afholdt. Der pågår stadig forhandlinger i FN-regi om at løse konflikten.

I dag er al økonomisk aktivitet i Vestsahara kontrolleret af den marokkanske regering, som tilbyder skattelettelser og andre subsidier til marokkanske bosættere i de besatte områder. Indkomsterne er alligevel betragteligt lavere end i Marokko. Befolkningen fra Vestsahara, der i dag lever i flygtningelejrene i Algeriet er afhængige af international bistand, da området, som lejrene befinder sig i, er udyrkbare områder af Sahara-ørkenen.

Kunst, traditioner og tendenser

Den største etniske gruppe i Vestsahara er de såkaldte sahrawier, der taler den arabiske Hassānīya-dialekt, som også er udbredt i dele af Mauretanien. Sahrawierne stammer sandsynligvis fra berbere og arabere, men de hævder selv, at deres slægt kan føres tilbage til en yemenitisk stamme, der udvandrede til området i 1000-tallet. Sahrawierne adskiller sig ikke fysisk fra befolkningen i det nordvestlige Mauretanien, men de indgår i andre stammeforbund. Den spanske koloniale fortid spiller også en rolle for sahrawiernes selvidentifikation.

Ligesom andre nomadiske grupper i den nordvestlige del af Sahara, er sahrawierne sunni-muslimer. Deres skik er imidlertid stærkt påvirket af berbernes traditioner, der rækker tilbage til den førislamiske tid, og som adskiller sig meget fra skikkene i byerne. Pga. deres nomadiske livsstil havde sahrawierne tidligere ingen moskeer. Det klan- og stammebaserede samfund blev fuldstædigt forandret efter den marokkanske besættelse af landet i 1975, som tvang befolkningens hovedpart til at gå i eksil i Algeriet, hvor de stadig lever i flygtningelejre i dag.

Film

Film fra og om Vestsahara relativt sjældne, og fraværet af billeder og fortællinger betyder, at landet ikke har en egen ”stemme” og derfor ikke fylder ret meget i vores bevidsthed. En nævneværdig undtagelse er Blood & Sand: War in the Sahara (1982) af den US-amerikanske instruktør Sharon Sopher, der er kendt for sine dokumentarfilm, hvori hun behandler specifikke afrikanske problemstillinger (fx Witness to Apartheid og Praying for Rain, fra hhv. 1986 og 1997). Sophers Blood & Sand var den første filmiske skildring af krigen i Vestsahara.