På My World IMAGES kan du opleve musik fra Tanzania under `Morgendagens Stjerner´

Landets Historie

Som en del af den såkaldte Slavekyst spillede Togo i flere århundreder en rolle i den transatlantiske slavehandel. Den vigtigste udskibningshavn var Petit Popo (nuværende Aného). I 1847 kom de første tyske missionærer til den togolesiske kyst, og tyske handelsfolk slog sig ned i Aného, hvorfra de bl.a. eksporterede palmeolie. Den tyske udsending Gustav Nachtigal indgik i 1884 en protektoratsaftale med ewe-kongen Mlapa III.

Aftalen blev ratificeret ved konferencen i Berlin i 1884/5, og grænserne til Guldkysten (det nuværende Ghana) mod vest og Dahomey (nuværende Benin) mod øst blev lagt fast. Tyskerne udvidede kolonien mod nord og anlagde veje, jernbaner og havneanlæg ved den nye hovedstad, Lomé. Desuden blev der opført et relativt stort antal skoler. Pga. disse tiltag anså tyskerne Togo for at være en mønsterkoloni.

Kort efter udbrudet af 1. Verdenskrig i 1914 erobrede franske og britiske tropper Togo, som efterfølgende blev delt i en vestlig, britisk del og en østlig, fransk del. Delingen ratificeredes i 1919, og de to dele blev i 1922 formelt anerkendt som mandatområder under Folkenes Forbund og i 1946 under FN. Delingen splittede flere folkegrupper, bl.a. ewe-folket i Togos sydlige del.

Arbejdet for genforening slog imidlertid fejl, og efter en folkeafstemning i 1956 blev Britisk Togoland indlemmet i Guldkysten, som året efter blev selvstændigt under navnet Ghana. Fransk Togo fik delvis selvstyre i 1956 under ledelse af premierminister Nicolas Grunitzky. Ved valgene i 1958 kom ewe-lederen Sylvanus Olympia til magten, og i 1960 opnåede Togo sin selvstændighed fra Frankrig.

Præsident Olympio blev i 1963 myrdet ved et militærkup. Kuplederen, Étienne Eyadéma indsatte Grunitzky som præsident, men gennemførte i 1967 et nyt militærkup og overtog denne gang selv præsidentembedet. I 1969 gjorde Eyadéma Togo til en etpartistat med sit eget nystiftede RPT (Rassemblement du peuple togolais), som eneste tilladte parti. Eyadémas popularitet voksede hurtigt og nåede kultstatus, da han som den eneste overlevede et flystyrt i 1974.

Samme år indledte han en "autenticitetskampagne", som bl.a. indebar, at ewe og kabyé (dvs. de to mest udbredte indfødte sprog i hhv. det sydlige og det nordlige Togo) blev undervisningssprog i skolerne. Samtidig blev fosfatproduktionen nationaliseret. Da økonomien stagnerede i 1980erne, voksede kravet om demokratisering af landet. I 1992 genindførtes officielt demokratiet, men igennem 1990erne var der voldsomme sammenstød mellem opposition og militær samt arrestationer af og mord på politiske modstandere.

I 2002 blev en forfatningsændring vedtaget, som tillod Eyadéma at blive på sin post i endnu en periode. I 2003 blev han endnu engang genvalgt. Da Gnassingbé Eyadéma døde i 2005, udpegede militæret hans søn Faure Gnassingbé til ny præsident. Denne kuplignende magtovertagelse udløste kraftig kritik både fra oppositionen og fra internationalt hold. Presset medførte, at der blev udskrevet valg. Det blev vundet af Gnassingbé under oppositionens anklager om valgsvindel. Urolighederne i forbindelse med valget kostede op mod 500 mennesker livet, og 40.000 flygtede til nabolandene.

Kunst, traditioner og tendenser

Togos kultur afspejler, at der lever 37 etniske grupper i landet. De største og mest indflydelsesrige er ewe, mine og kabyé. Selv om kristendom og islam har fundet fodfæste i Togo, er ca. halvdelen af befolkningen stadig tilhængere af lokale afrikanske religioner. I modsætning til mange andre afrikanske lande, hvor træskulpturer i dag hovedsageligt produceres for turistmarkedet, er træskulpturerne produceret af ewe-folket autentiske, da de stadig indgår i traditionelle religiøse ceremonier.

Andre kunstformer er det farvestrålende batiktøj fra Kloto-distriktet, der er udsmykket med stiliserede afrikanske landsbyscener. Billedkunstnere som Paul Ahyi og Sokey Edorh har arbejdet med traditionelle afrikanske motiver og udtryksformer.

Der findes en livlig musikscene i Togo. International kendte musikere er King Mensah, Bella Bellow og Jimi Hope. Sidstnævnte bruger politiske tekster i forbindelse med sin musik, der er både jazz- og rockinspireret. Bellow er Togos bedst kendte musiker – før sin tidlige død i 1973 nåede hun at optræde på flere prestigefyldte spillesteder i Frankrig. Hun har påvirket mange af kvindelige sangere i Togo. King Mensah er både musiker og skuespiller, der har været tilknyttet Ki-Yi M’Bock teater-kollektivet i Abidjan i Elfenbenskysten (Ki-Yi gæstede ”Images of Africa” festivalen i København i 1993).