På My World IMAGES kan du opleve den sydafrikanske litteratur live under festivalens `Spoken Words´.

De sydafrikanske toner kan høres på `Ny Lyd´

På My World IMAGES kan du opleve den performative gruppe Third World Bunfight på festivalens `House of the Holy Afro´ eller opleve en dansende Jesus under `Dancing Jesus´.

Det er også muligt at opleve sydafrikansk billedkunst på My World IMAGES-udstillingen `Localities´.

Landets Historie

Sydafrika er i dag en demokratisk republik, hvis forfatning fra 1996 regnes for en af verdens mest moderne, hvad angår civile og politiske rettigheder. Men den positive historie om Sydafrikas nutidige forfatning bygger ovenpå et langt mørkere kapitel i Sydafrikas historie – de 45 års apartheidstyre.

Under slaveriet og den engelske kolonisering af Sydafrika bosatte et stort antal hollændere og englændere sig i den sydlige del af Afrika. Efter 2.verdenskrig overtog efterkommerne til disse, hovedsageligt afrikaans, styringen af landet og indførte apartheidstyret. Frem til dets opløsning i 1990'erne blev det brugt som betegnelse for den hvide befolknings økonomiske, politiske og ideologiske herredømme i Sydafrika. Apartheidideologiens repræsentanter forsøgte at retfærdiggøre den racistiske undertrykkelse af landets sorte med argumenter om, at de forskellige kulturer bedst blev udviklet adskilt, og at det var en forudsætning for samfundets harmoni, at alle accepterede deres egen races særlige plads i samfundet.

Mens næsten hele det øvrige Afrika i de følgende årtier blev afkoloniseret, kom apartheidsystemet til at stå stadig mere alene tilbage. Frem til opløsningen i 1990 fungerede apartheidstyret på én gang som privilegerede politiske forhold for de hvide og som en undertrykkende politistat over for de sorte. Perioden med den rene apartheid faldt sammen med den stærkeste økonomiske vækst i Sydafrikas historie. Apartheid fungerede nemlig i praksis på mange måder som et godt system for kontrol af arbejdskraften, hvilket lokkede international storkapital til landet samt sikrede en alsidig industriudvikling.

Nelson Mandela var fra starten en ledende kraft i modstanden mod apartheidstyret. Fra 1956 brugte han det meste af sin tid på at forsvare sig selv og sine kammerater i omfattende retssager vekslende med stadig længerevarende fængselsophold. Hans parti ANC blev forbudt i 1960, og efter være blevet fængslet i 1962, blev han i 1965 idømt livsvarigt fængsel. En massiv international kampagne gjorde ham til verdens bedst kendte politiske fange, og fra 1986 kæmpede han bag tremmerne for ophævelsen af apartheid. Mandela blev løsladt 1990 og kort tid efter indsat som præsident. Mandela har siden sin løsladelse personificeret den forsoningspolitik mellem racerne, der har kendetegnet Sydafrikas demokratiske revolution.

Apartheid blev formelt afskaffet ved overgangen til et sort flertalsstyre i Sydafrika i første halvdel af 1990'erne. De forskellige etniske grupper er ikke længere adskilt med love, men 45 års apartheid - og kolonistyret før det - har sat sig dybe spor i landet. Dybe raceskel eksisterer stadig, på arbejdsmarkedet, i boligområderne, i befolkningens sociale og økonomiske muligheder og på det kulturelle område. Resterne af apartheid præger fortsat landet - og vil gøre det i årtier fremover.

Trods den mangeårige økonomiske vækst er arbejdsløsheden stadig høj. Befolkningens manglende uddannelse, den høje arbejdsløshed og en massiv voldelig kriminalitet er blevet alvorlige problemer for landet. Sydafrika er samtidigt det land i verden med det højeste antal hiv-smittede. I 2007 blev det anslået, at knap hver femte sydafrikaner i aldersgruppen 15 – 49 år var smittet.

I den nye sydafrikanske forfatning er der sat en høj standard for beskyttelse af borgernes civile og politiske rettigheder. Sydafrika har underskrevet alle større internationale menneskerettighedskonventioner, men der rapporteres stadig jævnligt om tilfælde af politivold, tortur og om mennesker, der dør i politiets varetægt.

Kunst, traditioner og tendenser

Den traditionelle kunst i Sydafrika var oprindeligt bundet til vigtige sociale funktioner. Traditionen lever i nogle situationer videre, i nogle tilfælde holdes den hovedsageligt i live af turistindustriens efterspørgsel. Indenfor samtidskunsten opstår nye tendenser i et samspil med landets traditioner, udviklingen, globaliseringen og internettets udbredelse.

Under det sydafrikanske apartheidstyre blev den sorte kultur og kunst undertrykt til fordel for den afrikaanske. I dag er kunsten atter fri og landet har en stor kunstproduktion – især opkøber netop det store turistmarked den traditionelle sydafrikanske kunst. Mens den moderne kunst – ligegyldigt hvilken form, den har – næsten altid forholder sig til de mange år under apartheidstyret og følgerne deraf, hvad enten kunstneren er sort eller kommer fra det hvide mindretal.

Litteratur

Under apartheidstyret blev litteraturen brugt som en kritisk stemme overfor regimet. Der blev gentagne gange udøvet censur over for sorte forfattere, men et oprør i 1976 banede vej for en nye form for protest- og oprørslitteratur med black consciousness som den fremtrædende ideologi. Det lykkedes digtere som Oswald Mtshali (f. 1940), Sipho Sepamla, Mongane Wally Serote (f. 1944) og Mazisi Kunene at få deres værker udgivet i slutningen af 1970’erne.

Den sydafriaanske forfatter Nadime Gordimer var omkring opløsningen af styret én af apartheid-styrets allerstrengeste kritikere. Hun har på tæt hold fulgt og kommenteret både de rent politiske vanskeligheder ved overgangen fra hvidt til sort flertal og de bevidsthedsskift og - justeringer, der er fulgt i kølvandet. I 1991 blev hun belønnet med Nobelprisen i litteratur.

Siden demokratiseringen af landet har en helt ny type helteprosa om ANCs frihedskæmpere vundet frem, ligesom opgøret med fortiden skildres stærkt i Antjie Krogs poetiske reportage fra Sandhedskommissionens høringer, Country of My Skull fra 1998. I Zakes Mdas’s Ways of Dying fra 1995 beskrives, hvordan brutalitet såvel som kreativitet lever videre i sorte fattigkvarterer under den politiske forandring og med de nye potentielle måder at udtrykke sig på.

Siden årtusindskiftet har det virket, som om sydafrikansk litteratur Har fået det løft, som man havde forventet, at apartheids sammenbrud ville medføre. Med voldtægtsromanen Disgrace (1999, da. Vanære, 2000) fik J. M. Coetzee for anden gang den internationale Bookerprize.

Musik

Også Sydafrikas musikliv har lidt under apartheidstyret, som tidligt marginaliserede de sorte musikformer til fordel for de vestlige. Der var ellers i starten af 1900-tallet en betydelig diversitet og åbenhed mod nye tendenser, og hvor der bredte sig en dyb fascination af den afroamerikansk musik. På trods af regimets modstand har landets sorte musikere formået at udvikle stilarter som bl.a. 1920'ernes a cappella-korsang mbube, 1950'ernes jazzinspirerede townshipmusik kwela og 1960-1980'ernes mbaquanga.

Musikken blev ofte brugt som et politisk våben mod apartheidstyret, og forskellige albums og musicals fik betydning i forbindelse med styrets sammenbrud. Heriblandt den amerikanske sanger Paul Simons, der ved at indspille sit album Graceland sammen med township-orkestret Ladysmith Black Mambazo satte ekstra ild i bålet under det stadigt stigende upopulære styre.

I dag kan Sydafrika blandt andet byde på bands som Mango Groove og Lucky Dube, og i løbet af 1990’erne voksede den ny genre kwaito frem, house musik med rap indover. Hiphoppen har  – som i resten af Afrika – fået et godt tag i de afrikanske unge.

Scenekunst

Den sydafrikanske dansescene er unik i sin vitalitet og energi. Den traditionelle dans er oprindeligt blevet brugt til at markere store ceremonier, kampe og hverdagsfejringer, og den moderne dansescene trækker i dag på mange af sine traditionelle rødder samtidigt med at den henter inspiration fra omverdenen. De samtidige værker spænder fra de eksperimenterende til de mere almindelige bevægelser indenfor performance art eller performance theatre. Et stigende antal dansekompagnier og individuelle dansere og koreografer bliver inviteret til at optræde på festivaler rundt omkring i verden.

Teatret har i forhold til dansescenen lidt mere under censur fra apartheidstyret. Teatret var med sit talte ord mere farligt. Protestteatret kom hovedsagelig fra den sorte befolkning, og forfatterne skrev som oftest på engelsk – og der var stor sandsynlighed for at deres stykker blev forbudt og opsætninger stoppet. Til gengæld valgte de afrikaanske forfatter ofte at skrive i noget der lignede europæiske absurd stil, hvor de ting der ikke kunne sige direkte i stedet blev skrevet i et absurdistisk særsprog.

Under apartheid blev Sydafrika boykottet af en stor del af omverdenen. Boykotten foregik også kulturelt, og den sydafrikanske teaterscene måtte derfor finde alt sit materiale og sine spillere indenfor landets egne grænser. Det førte til en styrket kreativitet i feltet, og har dannet grobund for den massive opblomstring, der har været i landet teaterliv de senere år. Sydafrika har i dag over 100 scener for teater, music, dans, karbaret, satire, Broadway hits og klassisk opera og ballet.