På My World IMAGES kan du se kortfilmen Maibobo under filmprogrammet `DOX:LAB´.

Landets Historie

I dag er Rwanda mest kendt for det tragiske og brutale folkemord, der fandt sted i 1994, hvor mellem 800.000 til 1 million mennesker mistede livet i løbet af 100 dage. Bag folkemordet lå en historisk konflikt mellem landets hutuer og tutsier.

Igennem hele Rwandas kendte historie har hutuerne været i overtal, men et meget hierarkisk opbygget tutsikongedømme kom til at omfatte hovedparten af landet op til 1959. Under kolonitiden, først under Tyskland og derpå under Belgien, blev tutsierne betragtet som en velegnet elite, som moderlandene kunne styre kolonien igennem. Det forstærkede de etniske skel. Tutsimonarkiet blev styrket, og hutuerne diskrimineret mht. fx adgang til uddannelse og indflydelse i administrationen. Hutuerne udgjorde i mange år de nedre lag i et feudallignende socialt system og måtte bl.a. udføre tvangsarbejde for tutsierne. Efterhånden kom begrebet hutu til at dække over lav social status snarere end over etnisk tilhørsforhold. Således kunne fattige tutsier betegnes hutu, og magtfulde hutuer tutsi.

I 1959 gjorde hutuerne oprør, og da belgierne samtidig skiftede politisk kurs i forhold til de to grupper, måtte den siddende tutsikonge flygte. Da Rwanda blev udråbt til selvstændig republik var det under en nyindsat huturegering. I forbindelse med oprøret og en fejlslagen tutsiinvasion fra Burundi blev 10.000-20.000 tutsier dræbt, og flere end 100.000 flygtede til nabolandene.

Ved et ublodigt kup i 1973 tog hutugeneralen Habyarimana magten og indførte et etpartistyre i landet. Udadtil fremstod hans politiske linje i forhold til tutsierne som moderat, og det lykkedes at forbedre forholdet til tutsistyret i Burundi og til det internationale samfund. Men i 1990 gik det tutsidominerede FPR, Rwandas Patriotiske Front, over grænsen fra Uganda, og efter at invasionen blev slået tilbage af regeringshæren fulgte en bølge af politisk uro og vold i Rwanda. Året efter indførtes en ny demokratisk forfatning, og der blev indledt fredsforhandlinger med FPR, blandt andet for at sikre eksil-tutsiernes hjemvenden. Der var håb for landets fremtid.

Men i april 1994 blev Rwandas præsident Habyarimana og Burundis præsident dræbt, da deres fly blev skudt ned uden for Kigali. Det blev indledningen til det brutale folkemord, der tilsyneladende var velforberedt af ledende grupper i regeringen. FN anslår at mellem 800.000 og 1 mio. tutsier og moderate hutuer blev dræbt i løbet af 100 dage, mens FN og det øvrige internationale samfund forholdt sig passive.

FPR genoptog dog kampen og kunne i juli 1994 indtage hovedstaden og sætte sig i spidsen for en ny regering med Pasteur Bizimungu som præsident. Regeringen indledte herefter en plan, der skulle genetablere demokratiet i landet i løbet af fem år. FPR’s offensiv sendte samtidigt over 2 millioner hutuer på flugt til nabolandene Zaire (Den Demokratiske Republik Congo) og Tanzania.

Overgangsperioden til fuldt demokrati kom til at vare knap 10 år – på grund af interne magtkampe, guerillaangreb fra hutu-styrker i Den Demokratiske Republik Congo og rwandisk engagement i krigen i Congo – førend der i 2003 afholdtes det første demokratiske valg i landet. FPRs kandidat, Paul Kagame, det tutsi-dominerede parti FPR’s siddende præsident siden 2000, vandt valget med 95% af stemmerne.

Der er dog stadig både intern og international kritik af, at regeringen ikke fuldt ud lever op til sine egne demokratiske målsætninger. Der er tvivl om valgresultatet, og oppositionspartier og ikke-statslige civile organisationer er blevet forbudt samt politiske modstandere blevet fængslet, bl.a. FPR-partiets tidligere præsident Bizimungo.

Kunst, traditioner og tendenser

Rwandas oprindelige kultur var præget af landets topografi, hvor tutsierne hovedsageligt beboede højsletterne og bjergene, mens twa-folket levede i skovområderne og hutuerne i de lavere beliggende landområder. Rwandas tre etniske grupper er traditionelt blevet identificeret med deres specifikke levevej: Tutsierne var kvæghyrder, hutuerne dyrkede landet og twa-folket ernærede sig som samlere og jægere. Enhver befolkningsgruppe havde sine karakteristiske ritualer og påklædningsstil.    

Den manglende infrastruktur betød før i tiden, at der forekom relativ lidt interaktion mellem landets forskellige regioner. Især i bjergområdernes afsides beliggende egne var folk vandt til at være selvforsynende indtil ganske for nyligt, og isolationen gav grobund for udviklingen af mange lokale kulturer. Den moderne centraliserede stat har imidlertid medført en vis grad af kulturel homogenisering i Rwanda.

Rwanda er i dag Afrikas tættest befolkede land. Før krigen i 1994 var Rwanda tilmed et af verdens mindst udviklede lande, hvor størstedelen af befolkningen levede på landet. Siden krigen har Rwanda dog oplevet en hurtig stigning i urbaniseringen, hvilket hænger sammen med, at mange flygtninge ikke vendte tilbage til deres tidligere hjemegn på landet, men i stedet for valgte at bosatte sig i byerne, især i hovedstaden Kigali.   

Musik og dans har altid været de vigtigste kunstneriske udtryksformer i Rwanda, og der findes stærke traditioner inden for både instrumental musik og sang. Før i tiden fandtes der mange omrejsende musikere, men i dag har de moderne musikmedier taget over, også på landet. Musikere optræder desuden i stigende grad i klubber.

Rwanda har en rig tradition inden for dans. Unge tutsier, der voksede op ved det kongelige hof, blev undervist i en slags ’kampdans’ ledsaget af trommer, hvor den enkelte danser skulle bevise sin dygtighed. Denne danseform, kaldet intore, er blevet bevaret efter monarkiets afskaffelse, og dansetraditionen holdes i hævd. Andre dansetyper spillede en stor rolle i forbindelse med offentlige ceremonier og opføres stadig ved bryllupper og andre festligheder.

En stor del af samtidskunsten i dagens Rwanda forholder sig i en eller anden grad til folkemordet og de uhyrligheder, som befolkning oplevede i de 100 dage, det varede.