Du kan opleve Projecto Cuvilas på `Seek to Seek´ under My World IMAGES

Hør de nye toner fra Mozambique på `URBAN-programmet´ under festivalen.

Du vil også kunne se film fra Mozambique under  `CPH:DOX-programmet´ på My World IMAGES.

Landets Historie

Under koloniseringen af Afrika var Mozambique underlagt Portugal, og  kolonimagten udnyttede i høj grad landets råvarer og det stigende antal af guldminer i landet. 500.000 sorte indbyggere blev sat til at arbejdede i nabolandene, og mange flere var migrant- eller tvangsarbejdere. En stor indvandring af portugisere førte til, at der opstod et stort antal europæisk udseende byer og en lokal industriproduktion af simple forbrugsvarer.

Undertrykkelsen og det udbredte tvangsarbejde gav fra 1962 oprørsbevægelsen Frelimo (Frente de Libertação de Moçambique) vind i sejlene. Den indledte en væbnet befrielseskamp og tog kontrol over store områder i nord. Da kolonistyret i 1974 brød sammen blev der indsat en overgangsregering under Frelimos ledelse. Nybyggerne forsøgte samme år et kup, som førte til blodige sammenstød mellem hvide og sorte, og ved landets endelige selvstændighed i 1975 var halvdelen af den hvide befolkning flygtet. Før flugten saboterede de fleste hvide deres egne industri- og plantageanlæg og efterlod et land i kaos.

Efter sovjetisk forbillede omdannedes Frelimo fra 1977 til et kommunistisk parti, og dets leder blev automatisk udpeget som præsident. Der indledtes herefter en økonomisk kurs med vægt på planøkonomi, landbrugskollektiver og statsindustri.

Frelimo tillod Rhodesias og Sydafrikas sorte oprørsbevægelser at operere fra landet, og de militært overlegne hvide regimer svarede igen med angreb, hvor broer, havne- og jernbaneanlæg blev ødelagt. Urolighederne førte til sidst Mozambique ud i en altødelæggende borgerkrig. Efter mere end 10 års borgerkrig blev der i 1992 indgået en fredsaftale, der skabte grundlaget for en ny og mere fredelig udvikling.

Demokratiet og delingen af statsmagten er stadigt nyt i Mozambique efter Frelimos 31 års ubrudte regeringsmagt. En manglende retssikkerhed synes at være en hindring for den økonomiske og sociale udvikling, og landet har store problemer med korruption. Derudover er HIV/AIDS et voksende problem i Mozambique. Alene fra 2003 er der sket en stigning i smittede fra 12 % til 16,2 % i 2006, hvilket regnes for at være den ottende højeste rate i verden.

Kunst, traditioner og tendenser

Som i de fleste afrikanske kulturer er den traditionelle kunst i Mozambique oprindeligt bundet til vigtige sociale funktioner. Men der er også eksempler på, at turistindustrien og efterspørgslen fra samlere har holdt liv i traditioner, der ikke har noget lokalt fodfæste mere. For de mange moderne afrikanske kunstnere fungerer den traditionelle kunst i dag mere som en inspirationskilde, end som en fastholdelse af traditionen.
Samfundsudviklingen, globaliseringen og internettets udbredelse har i de seneste årtier haft markant indflydelse på den kunst, der skabes i Afrika. De unge i udviklingslandene er i dag massive forbrugere af hele den globale kultur – på trods for en til tider skrantende internetforbindelse.

Traditionelt har Mozambiques kunst mest være kendt for deres træskulpturer fra Makonde og for deres dans, men middel- og overklassen fortsætter med at være stærkt påvirket af den portugisiske koloniale arv. En del af den moderne kunst forholder sig til den 16 års lange borgerkrig, f.eks. har kunstneren Cristovao Estavao Canhavates i Mozambiques hovedstad, Maputo, lavet kunstværker af de våben, som landet stadig flyder over med, blandt andet en lænestol lavet af pistolkolber og kort afstand til aftrækkeren i armlænet.

Scenekunst

Religiøse ceremonier og danse har traditionelt været måden, hvor befolkningen optrådte for hinanden. Under kolonitiden blev den vestlige teatertradition bragt ind i landet, og scenekunsten i Mozambique har udviklet sig i mødet mellem disse to meget forskellige måder at optræde overfor hinanden på. 
 
Et eksempel på et af de førende moderne dansekompagnier i Maputo er
Projecto Cuvilas. De har tidligere optrådt i Danmark med den allersidste forestilling deres koreograf Augusto Cuvilas nåede at lave, inden han blev skudt for sin kamp for kvindeligeberettigelse i Mosambique.
 
Ytringsfriheden har trange vilkår i et land som Mozambique, og det gør den så meget desto mere vigtig. Den mozambiquanske teatergruppe Hopangalatana fra Maputo har eksempelvis valgt at bruge det interaktive forum-teater til at sætte hiv/aids på dagsordenen. Med mere end 10 års professionel erfaring optræder de nu med stykker, hvor de inddrager publikum, og opfordrer dem til at komme med ideer til en anden udvikling i et stykke. Derpå spilles forskellige løsningsforslag igennem. Metoden har vist sig særdeles effektiv til at skabe debat omkring tabuiserede emner og til at få publikum til aktivt at ændre deres adfærd i forhold til hiv/aids.

Musik

Landets mangfoldighed af stammer og etniske grupper giver en mangfoldighed af forskellige musiktraditioner. Den traditionelle musik er stadig meget udbredt i Mozambique, og den spilles blandt andet på traditionelle instrumenter som blæseinstrumentet lupembe eller på slaginstrumentet marimbaen. Musikgenren Marrabenta er nok den mest karakteristiske Mozambiske musik.

Den moderne, rytmiske musik blomstrer også i landet. Der er en voksende gruppe af professionelle musikere inden for både jazz og blues, og flere grupper med unge musikere har vundet international anerkendelse inden for elektronisk musik, funk, hip-hop og rap, ligesom der findes en række musikfestivaler for alle genrerne i landet. 

Til trods for den frodige musikscene har kunstnerne problemer med en række fundamentale behov. Manglende adgang til produktionsfaciliteter gør det svært for dem at få udgivet deres musik. De musikere som får udgivet albums opgiver ofte alle rettigheder til deres egen musik, og det går ud over deres indtjeningsmuligheder. Den udbredte piratkopiering og salg af samme gør det ikke nemmere at tjene penge på musikken.

Musikken bliver i dag også brugt som et middel i kampen for en større velstand i Mozambique. Et af landets største bands Feliciano Dos Santos prøver gennem deres musik at opmuntre befolkning til at kæmpe for forandring. Se:

http://www.youtube.com/watch?v=7a0a6Pxola4