Du kan se film fra Mauretanien på dokumentarfilmfestivalen ’CPH:DOX’.

Landets Historie

Fra midten af 1000-tallet til midten af 1100-tallet udgjorde Mauretanien en del af almoravidernes rige, der på sit højdepunkt omfattede hele det nordvestlige Afrika og den sydlige del af den iberiske halvø. Mauretanien har fået navn efter ”maurerne”, der overtog magten i Al-Andalus i 1085. Det er m.a.o. den fællesbetegnelse, som europæerne gav de forskellige muslimske folkeslag af arabisk, berberisk og sort afrikansk afstamning, der i middelalderen erobrede den sydlige del af Spanien. I dag taler man om ’hvide’ og ’sorte’ maurer, hvilket imidlertid ikke giver meget mening, da ”maurer” ikke er et betegnelse, der dækker over etnicitet. Til gengæld afspejler denne skelnen den nutidige politiske realitet i Mauretanien, hvor en hvid overklasse af arabisk og berberisk afstamning bestemmer over de laverestillede sorte afrikaner.

Fra omkring 1440 var portugiserne aktive ved den mauretanske kyst, og de deltog i den omfattende slavehandel herfra. Franske interesser blev dominerende i slutningen af 1800-tallet. Kolonisering af det nuværende Mauretanien skete fra Senegal-floden i syd: emiraterne Trarza, Brakna og Tagant underkastede sig den franske kolonialmagt i allerede i 1903-1904, mens emiratet Adrar i nord forblev selvstændig indtil 1912. Mauretanien blev indlemmet i Fransk Vestafrika i 1920.

I 1958 blev Mauretanien en selvstyrende republik, og i 1960 opnåede landet fuld uafhængighed fra Frankrig. Ved selvstændigheden gjorde Marokko indsigelse med henvisning til, at området ’historisk’ hørte til dem, men gennem 1960erne sikrede den mauretanske regering sig anerkendelse fra flere regeringer i den arabiske verden, og i 1970 anerkendte også Marokko landets ret til selvstændighed. I 1973 blev Mauretanien medlem af Den Arabiske Liga.

Den politiske udvikling i Mauretanien har siden selvstændigheden været præget af uro, dels mellem den ’hvide’ arabisk-berberiske overklasse og den sorte befolkning, og dels mellem de forskellige politiske grupperinger. De etniske modsætninger har i flere tilfælde ført til direkte konfrontationer og gjort en del sorte mauretanere til flygtninge i Senegal.

Lederen af den militærjunta, som tog magten i 1984, Maaouya Ould Sid’Ahmed Taya, stod fra 1992 i spidsen for flere civile regeringer. Han blev genvalgt for tredje gang i 2003, men valget blev ikke anerkendt af oppositionen. Efter flere mislykkede kupforsøg blev Ould Taya endelig afsat ved et kup i 2005, som bragte oberst Ely Ould Mohammed Vall til magten.

Den erklærede hensigt var at forberede indførelse af reelt demokrati inden for en toårig periode. I 2006 vedtoges ved en folkeafstemning en ændring af forfatningen, som skal forhindre, at præsidentembedet er besat af den samme i mere end to femårs-perioder. Præsidentvalgets sejrherre i 2007 blev Sidi Mohammed Ould Cheikh Abdellahi, der overtog magten som landets første civile præsident i 29 år. Som premierminister udnævnte Abdellahi den tidligere direktør for nationalbanken Zeine Ould Zeidane. Regeringens hovedprioriteter var den nationale forsoning mellem de etniske grupper og de mange stammer og klaner samt at fremme den økonomiske og sociale udvikling, inklusive en bedre statslig styring af udnyttelse af naturressourcerne fisk, mineraler og olie. Den nye folkevalgte regering blev imidlertid offer for endnu et statskup, der blev gennemført af militæret under ledelse af general Mohammed Ould Abdel Aziz den 6. august 2008.

Kunst, traditioner og tendenser

Kunst og kultur har trange vilkår i Mauretanien, et land, der lider under ekstreme levevilkår, og som i lange perioder er blevet styret med hård hånd siden uafhængigheden i 1960. Der findes kun få mæcener. Kunsten begrænser sig derfor hovedsageligt til brugskunst, der tjener et praktisk formål. Der findes en rig tradition for mundtlige fortællinger i Mauretanien (episke fortællinger, gåder, islamisk poesi og prosa), men kun lidt trykt litteratur.

film

Film er det kunstmedium, hvor Mauretanien har gjort sig mest bemærket. I 1986 var Mauretanien involveret i produktionen af storfilmen Sarraounia, baseret på romanfortællingen af samme navn af den nigerske forfatter Abdoulaye Mamani. Filmen, et historisk drama, der tematiserer slaget ved Loudou mellem den afrikanske dronning Sarraounia og de fremrykkende franske kolonitropper i 1899, blev instrueret af mauretansk-fødte Med Hondo. Sarraounia vandt førsteprisen ved det Panafrikanske Film- og Fjernsynsfestival i Ouagadougou.

En nyere produktion er Heremakono (2002), instrueret af Abderrahmane Sissako, en af de mest succesrige og international anerkendte afrikanske instruktører. Filmen omhandler en ung mands brud med det traditionelle liv i en lille mauretansk landsby ved Atlanterhavet og fremmedgørelsen fra hans egne kultur. Filmen blev vist  på filmfestivalen i Cannes, hvor den vandt FIPRESCI-prisen.