På My World IMAGES kan du opleve en marokkansk dansegruppe, der med forestilling `The Assassination of Omar Rajeh´ forholder sig til mordene på landets journalister.

Under My World IMAGES kan du opleve de nye marokkanske toner på `URBAN´-programmet.

Landets Historie

Det nordafrikanske kongerige har historisk været orienteret mod de nordlige Middelhavslande, ikke mindst Spanien pÃ¥ den anden side af det kun 15 km brede Gibraltarstræde. Under koloniseringen blev størstedelen af Marokko i 1912 til et fransk protektorat, mens den nordlige del af landet kom under spansk kontrol som Spansk Marokko. BÃ¥de i det franske omrÃ¥de og i det spanske indledte den lokale befolkning en væbnet modstand, der i det spanske omrÃ¥de blev nedkæmpet i slutningen af 1920'erne og i det franske først i 1934. Den væbnede modstand blev bÃ¥de ideologisk og politisk ført videre i dannelse af Istiqlal-partiet, og det lykkedes marokkanerne at opnÃ¥ selvstændighed i 1957, og Marokko blev omdannet til et konstitutionelt monarki med Muhammad som konge.

Den unge konge opløste i 1963 landets parlament efter voldsomme politiske uroligheder i flere større byer, og frem til 1970 blev politiske partier forbudt. Flere partier nægtede dog også efter 1970 at deltage i det politiske liv, fordi monarkiet efter deres opfattelse satte alt for snævre grænser for, hvad partierne måtte blande sig i. Både i 1971 og 1972 var der mislykkede kupforsøg mod den daværende Kong Hassan.

I begyndelsen af 1980'erne tillod Kong Hassan gradvist de politiske partier at deltage aktivt i det politiske liv, og parlamentsvalget i 1997 blev et afgørende vendepunkt, som førte til at den politiske opposition for første gang fik lov at overtage regeringsmagten, dog fortsat under kongehusets kontrol.

Efter at Kong Mohammed VI arvede tronen efter sin far kong Hassan II i 1999 er der lagt en langt mere reformvenlig linje. Blandt de væsentligste forandringer er Familieloven fra 2004, som stiller kvinder og mænd lige i ægteskabet. Efter sin tiltrædelse har kong Mohammed VI tillige taget forskellige initiativer for at gøre op med de omfattende krænkelser af menneskerettighederne, som prægede kong Hassan IIs styre. Især nedsættelse af en "sandheds- og forsoningskommission" i 2004 er blevet fremhævet som enestående i den muslimske verden. Der er endvidere blevet udbetalt erstatning til ofrenes familier.

Menneskerettighederne er mere respekteret i Marokko end i flere af de andre lande i området, men der er dog fortsat problemer med eksempelvis politiets til tider brutale adfærd, børnearbejde og et noget mangelfulde retssystem. Egentlige demokratiske reformer er endnu ikke vedtaget. Pressen er fri og velkvalificeret, men aktiv opposition mod styreformen accepteres ikke.

Kunst, traditioner og tendenser

Som mange andre udviklingslande har Marokko oplevet en voldsom urbanisering med alt, hvad det indebærer af opgør med traditionelle værdier og vaner. Samtidig har en ny uddannelsespolitik sikret, at flere og flere kan læse og skrive, og denne masseuddannelse har fået den marokkanske befolkning til i stigende omfang at formulere krav til fremtiden. Urbaniseringen har også ført til store forskelle i befolkningens levestandard og livsstil.

Marokko har altid været et land bestående af mange multietniske grupper med en rig kultur og civilisation til følge. I gennem historien har Marokko fået tilført nye befolkningsgrupper, heriblandt arabere, jøder, romaer, vandaler og afrikanere fra Syd-Sahara. De har alle påvirket den sociale struktur i landet og har tilført religioner som forskellige bondereligioner, judaisme, kristendom og islam.

Hver region i landet har sin unikke karakteristika og bidrager til landets samlede mangfoldige kultur. Den marokkanske folklore afspejles dybt i kostumer og traditioner. I regionen Marrakech findes eksempelvis Gnawa-kulturen, i regionerne Casablanca og Dukkala Abda findes Chikhat og i gamle byer som Fes og Rabat findes Malhoune. Marokkos regering har gjort det til én af sine topprioriteter at beskytte og bevare den mangfoldige kulturelle arv. Det er dog ikke uproblematisk, fordi kongen i mange tilfælde samtidig ønsker at styre kunsten – og det frie kunstneriske – og moderne - udtryk i landet har trange vilkår.

Scenekunst

Den vestlige scenekunst blev bragt til Marokko af den franske kolonimagt i starten af 1900-tallet og var den dominerende teaterform op til den sidste del af 1900-tallet, hvor det marokkanske teaterfolk begyndte at fokusere mere på deres egen kulturelle arv indenfor dramatikken. De begyndte specielt at udfordre traditionen inden for halqa’en, hvor publikum er samlet i en cirkel omkring de optrædende – og interagerer i forestillingen. Dramatikerne bruger halqaens teknikker til at afsøge grænserne, hybriditeten og den post-koloniale påvirkning på det marokkanske samfund. Ved at søge tilbage til denne tradition er det marokkanske teater blevet meget mere improviserende og selvreflekterende. Den foregår dog ofte i en forhandling med rammerne for den vestlige model.

Teaterlivet i Marokko lider under at blive censureret af styret. Det holder dog ikke de nyere dramatikere tilbage, og mange af dem tyr til absurde improvisationer, der kan fremkalde bitre grin hos publikum over de kritiske forhold for dem selv og for kunstnere i landet. Disse kunstneres mål er ofte at ændre tankegangen hos befolkningen og motivere dem til forandring.

Musik

Marokko er et af de lande i Nord-Afrika, der har det rigeste, mangfoldigste og levende musikliv. Musik har altid været et vigtigt middel i Marokko til at udtrykke glæde og den bruges næsten altid ved ceremonielle fejringer.
Landets karakteristiske musikliv er et resultat af de mange historiske skift i landets identitet, det etniske miks og dets geografiske placering.
Blandt de traditionelle musikformer i Marokko finder vi den andalusiske klassiske musik, Gnawa, berbermusik, rai, Chaabi, og sufi. Mange af de unge marokanske musikere blander disse genrer med de nyere musikformer.

Eksempelvis har hiphop og urban music – ligesom i resten af verden -vokset sig stor siden midten af 1980’erne. Det tog nogle år at for de unge marokkanske rappere at finde den rette balance mellem den traditionelle marokkanske musik og den vestlige rap. Sprogligt er det endt med at blive et miks mellem klassisk arabisk, marokkansk arabisk, fransk og engelsk – og bliver nu betegnet som en decideret genre, marokkansk rap.

Marokko byder også på indtil flere store festivaler. For eksempel den tre-dages lange urban music festival L'Boulevard Tremplin i Casablanca, hvor der spilles hip-hop, electronica, rock, metal og fusion fra hele landet.
Siden 1997 har hovedstaden Rabat været vært for en stor årlig musikfestival ved navn Mawazine. Her bliver et antal internationale og marokkanske kunstnere præsenteret i et miks, der både viser det bedste inden for nordafrikansk og arabisk musik samt store navne fra popmusikken.