På My World IMAGES kan du opleve kenyanske performere forholde sig til et brandvarmt politisk spørgsmål, den menneskelige

forbrugerisme. `EAT ME´ er en city performance, der tager sit udgangspunkt i prostitution.

Du kan i `*NOT ABOUT KAREN BLIXEN´ opleve resultatet af et møde mellem kenyanske og danske samtidskunstnere.

Landets Historie

Under koloniseringen af Afrika blev Kenya i 1920 britisk kronkoloni. Modstanden fra befolkningen var stor, og der var væbnet modstand mod både bosættere og kolonistyre. Efter en over 30 år lang kolonisering lykkedes det i 1957 for kenyanerne – med en stor organiseret politisk aktivitet – at få mulighed for selv at vælge repræsentanter til landets lovgivende forsamling. I 1963 fik det nydannede parti Kenya African National Union (KANU) en overvældende valgsejr, og samme år blev Kenya erklæret for selvstændigt.
 
Politisk har Kenya siden uafhængigheden i 1963 været et bemærkelsesvist stabilt afrikansk land. I 1992 gennemførtes for første gang et præsident- og parlamentsvalg med deltagelse af flere partier og kandidater, men med beskyldninger fra oppositionen omkring valgsvindel. Oppositionen samlede sig, og efter en national “regnbuekoalition” med nuværende præsident Mwai Kibaki i spidsen vandt de valget i december 2002 - og bragte 24 års KANU-styre til ophør. I perioden herefter var Kenya overordnet set inde i en positiv politisk udvikling. Systemskiftet og den nye regerings reformdagsorden fik ændret perspektiverne for en politisk, økonomisk og social udvikling i Kenya til det bedre. Et valg i 2007 blev dog begyndelsen på en ny og slem politisk krise for landet. Efter en rekordstor valgdeltagelse kom det til et meget tæt opløb mellem den siddende præsident og oppositionen, og den efterfølgende stemmeoptælling blev præget af kaos og manipulation. I mange tilfælde dokumenterede de internationale valgobservatører decideret svindel med stemmer og optælling. Den kenyanske befolkning reagerede stærkt på håndteringen af valgprocessen, og voldsomme oprør brød ud i flere byer og landområder og op mod 800 mennesker blev dræbt i noget der i nogle tilfælde lignede etniske kampe mellem især kikuyuer, lou’er og luhya’er. Opgøret og den efterfølgende krise har sat forhindringer for landets videre demokratiske og økonomiske udvikling.

Kunst, traditioner og tendenser

Med de over 40 forskellige etniske stammer i landet, findes der ikke noget der bare kunne minde om én fælles traditionel kenyansk kultur. Hver stamme har sin egen unikke kultur, der dog altid har været under påvirkning fra de omkringboende stammer. På den måde fletter de forskellige kulturer ind i hinanden, og de etniske grupper er delt ind i større undergrupper, alt efter deres kulturelle og sproglige fællestræk. Maasai-kulturen er efterhånden den internationalt mest kendte af de kenyanske kulturer. Det er en relativt lille etnisk gruppe i landet, men turistindustrien har af kommercielle grunde udbredt kendskabet til netop denne stammes særpræg.

Den historiske opdeling af landet, både fra de europæiske kolonimagter og siden fra egne politiske ledere, har dog ført til at mange kenyanerne i dag stort set ikke kender til deres egen kultur – eller til deres naboer. Kolonimagternes administration af landet, missionærernes udbredelse af kristendommen og en stigende uddannelse af befolkningen har udvisket mange af de oprindelige kulturelle traditioner – og skabt et hul i den kenyanske kultur, der i stigende grad bliver udfyldt af vestlige traditioner og tendenser. I sær blandt den kenyanske ungdom.

Scenekunst

Både under og efter kolonitiden blev den vestlige teatertradition dyrket på teatrene Little Theatre og National Theatre i Nairobi. I 1970’erne var dramatikken ofte samfundsdebatterende, hvilket gav politisk modstand og i flere tilfælde medførte censur. Mens det kunne forhindre censurering at skrive på engelsk, blev der til gengæld slået ned på stykker, der blev opført på nationalsproget, specielt hvis de stykkerne inddrog lokalsamfundet og blandede kritikken med en folkelig æstetik. Disse stykker havde ofte symbolske udtryksformer i sang og dans og ordsprog, der kritiserede den nykoloniale elite. Dette politiske motiv i scenekunsten kunne ikke tolereres af magthaverne, og de rettede med tiden censuren mod al samfundsengageret teater. I 1980'erne og starten af 1990'erne var teatergrupper derfor nødt til spille udelukkende på turnéer og festivaler for at forsøge at overleve.

Fra midten af 1990’erne kom det til bedre tider for den kenyanske teaterscene. Ved indførslen af flerpartisystemet i 1992 ophørte censuren af teatret og et mere alsidigt og pulserende teaterliv blomstrede op.

Med navne som Odero Aghan og Erastus Owuor  (historiefortællere), Opiyo Okach (mimer), og gruppen Fanya and Family har kenyansk teater aldrig set bedre dage. Det politiske teater er ikke længere så udbredt. Muligvis fordi kenyanerne i dag hellere vil underholdes og se fremad end få revet op i sårene omkring deres egen situation.

Billedkunst

Traditionelt er Kenya kendt for sin skulptur- og træudskæring, der ofte har religiøs betydning. Udskårne figurer af forfædrene siges at kunne formilde den åndelige verden; kenyanerne bærer dem blandt andet som amuletter om halsen. Billedhuggerne kan også bruge materialer som elfenben og guld. De nyskabende samtidskunstnere blander ofte disse traditionelle kunstformer med mere moderne og globalt påvirkede udtryk.

Billedkunsten i Kenya har ikke lette vilkår – men modstand avler ofte kreativitet. Et eksempel på det er kunstnergruppen Maasai Mbili fra Kibera-slummen i hovedstaden Nairobi. De brugte kreativiteten, da slummen eksploderede i vold og optøjer efter valget i 2007. Efter de i ugevis ikke havde kunne komme til deres atelier, besluttede de, at de lige så godt kunne flytte deres kunst ud af atelieret, ud blandt folket. Kunstnerne gik i gang med at male og dekorerer murer og træværk. Det blev til mere end fem tusind stykker kunst i gaderne, med også mere simple graffiti-tags med budskaber som "Keep Peace Fellow Kenyans". På den måde ville de bidrage til at hjælpe folket gennem krisen og bidrage til landets fred og forsoning.