Du kan se film fra Irak på ’CPH:DOX’.

Landets Historie

Det nuværende Irak ligger i området mellem de to store floder Eufrat og Tigris, øst for Syrien, syd for Tyrkiet og vest for Iran. Landets placering svarer m.a.o. nogenlunde til det gamle Mesopotamien, der ordret oversat (fra græsk) betyder ”landet mellem floderne”.

Mesopotamien var hjemsted for nogle af verdens tidlige højkulturer som den sumeriske, assyriske og babylonske. Babylonien blev i 539 f.Kr.
erobret af perserkongen Kyros II, den Store, og området indgik herefter i det persiske storrige. Ca. 200 år senere blev Mesopotamien erobret af Alexander den Store. På denne måde kom det inden for den vestlige, hellenistiske indflydelsessfære. Under de iranske parthere blev området dog atter persisk, og Ctesiphon, Partherrigets hovedstad, befandt sig i nærheden af det nuværende Bagdad.  

Araberne erobrede Mesopotamien i 630erne e.Kr. I 680 spillede området en central rolle for opståen af den shiitiske trosretning inden for islam, da Hussein, profeten Mohammeds barnebarn, blev dræbt i slaget ved Kerbala af den umayyadiske kalif Yazid I. Ifølge traditionen befinder Husseins grav sig i Imam-Hussein-skrinet i Kerbala, som er et vigtigt pilgrimssted for shiitiske muslimer.

Selve Bagdad blev grundlagt i 762 e.Kr. af den abbasidiske kalif al-Mansur som det islamiske riges nye hovedstad. Bagdad forblev hovedstad indtil 1258, da mongolerne erobrede byen. I 1500- og 1600-tallet kæmpede tyrkere og persere om magten i området. Det osmanniske Rige vandt til sidst, og frem til slutningen af 1. Verdenskrig kontrollerede tyrkerne Irak.

I 1915 indgik shariffen af Mekka, Hussein ibn Ali, på vegne af flere arabiske stammer en aftale med Storbritannien, som lovede at støtte etableringen af en uafhængig stat omfattende de tidligere arabiske provinser i Det osmanniske Rige. Til gengæld indledte araberne med Hussein ibn Ali i spidsen i 1916 Den arabiske Revolte. Efter krigens afslutning indfriede briterne imidlertid ikke deres løfte, og de tidligere osmanniske provinser i Mellemøsten blev i stedet fordelt som mandater mellem Storbritannien og Frankrig.

Da det i 1920 blev afgjort, at Irak skulle være under britisk mandat, udbrød uroligheder i den sydlige del af landet. Oprøret blev nedkæmpet, og efter forhandlinger accepterede Hussein ibn Alis søn Faisal at blive indsat som Iraks konge. I 1924 valgtes en grundlovgivende forsamling, der slog fast, at Irak skulle udvikles til en suveræn stat med et arveligt konstitutionelt monarki og et folkevalgt parlament.

Irak blev uafhængig af Storbritannien i 1932. Den irakiske regering havde i løbet af 1920erne overdraget oliekoncessioner til udenlandske selskaber, og fra 1934 blev der eksporteret olie fra Kirkuk. Olieindtægterne gjorde det muligt, at indlede en beskeden modernisering af landet.

Efter 2. Verdenskrig var Irak med til at danne Den arabiske Liga, og i 1955 indgik Irak og Tyrkiet Bagdadpagten, der skulle sikre de to lande mod eventuel sovjetisk aggression. Iran, Pakistan og Storbritannien tilsluttede sig snart efter, og USA fik status som associeret medlem.

Samtidig blev den arabiske verden politisk udfordret af de såkaldte Frie Officerer, der i 1952 var kommet til magten i Egypten. De arbejdede for dannelsen af Den Alliancefri Bevægelse, der skulle forhindre, at den tredje verden blev fanget i et politisk spil mellem supermagterne.

I juli 1958 gennemførte irakiske officerer et kup, hvorunder den kongelige familie blev dræbt. De nye magthavere gjorde Irak til en republik og overtog al politisk magt. Kuppet var planlagt af Abd Al-Karim Qasim og Abd Al-Salam Arif, som begge ønskede reformer og udmeldelse af Bagdadpagten, men hvor Qasim ville bevare Irak som en selvstændig stat, var Arif fortaler for irakisk tilslutning til Den Forenede Arabiske Republik, der samme år var blevet dannet af Egypten og Syrien.

Magtkampen blev vundet af Qasim, som overtog magten. Det irakiske kommunistparti, som i løbet 1950erne havde etableret sig både inden for hæren og i de faglige organisationer, blev forbudt i 1959. Samtidigt udfordrede kurderne Qasims regime, idet grundlæggeren af Det Kurdiske Demokratiske Parti, Mulla Mustafa al-Barzani, stillede krav om indførelse af en ny konstitution, som garanterede kurderne ret til selvbestemmelse.

Qasim blev styrtet ved et kup i 1963, og med støtte fra det anti-vestlige, arabisk-socialistiske Baath-partiet blev Abd al-Salam Arif landets nye leder. Kort efter magtovertagelse gennemførtes en jordreform, og i 1964 nationaliseredes alle banker og forsikringsselskaber foruden en række større industrivirksomheder. Ved samme lejlighed blev alle eksisterende politiske partier og organisationer forbudt på nær Den Arabiske Socialistiske Union.

Et nyt kup i 1968 bragte Baath-partiet til magten, og Ahmad Hasan al-Bakr overtog præsidentembedet. Iraks olieindustri blev nationaliseret i 1972. Den voksende olieeksport og stigende priser på verdensmarkedet gjorde det muligt at udbygge landets infrastruktur, bygge skoler og hospitaler samt at tilbyde en række nye sociale ydelser til den brede befolkning. Disse forbedringer sikrede Baath-styret en folkelig opbakning.

I 1970erne blev Irak en af Sovjetunionens vigtigste samarbejdspartnere i Mellemøsten. Baath-styret i Irak var en skarp kritiker af de forhandlinger, som Egypten indledte med Israel efter Yom Kippur-krigen i 1973, og efter Egyptens præsident Sadats rejse til Jerusalem i 1977 påtog Irak sig rollen som leder af de arabiske landes anti-egyptiske fløj.

I 1979 afløste Saddam Hussein Hasan al-Bakr som præsident. Året efter indledte Irak et militært angreb mod Iran, hvilket blev indledningen til den otte år lange Iran-Irak Krig. Efter krigen var Irak på kanten af økonomisk ruin og forsøgte derfor at presse Kuwait til økonomiske indrømmelser, idet den irakiske regering hævdede, at Kuwait under Den iransk-irakiske krig ulovligt havde tilegnet sig olie fra et stort oliefelt på grænsen mellem Irak og Kuwait. Da Kuwait nægtede at give efter for presset, besatte Irak landet den 2. august 1990.

I løbet af efteråret 1990 etableredes en international alliance, der krævede total irakisk tilbagetrækning fra Kuwait. Forsøgene på at løse konflikten med fredelige midler slog fejl, og i januar 1991 indledte alliancen en militær aktion mod Irak, som blev tvunget til at opgive besættelsen af Kuwait og indgå en betingelsesløs våbenhvile.

Efter Iraks militære nederlag gjorde både den shiamuslimske befolkning i den sydlige del af landet og kurderne i nord oprør. Begge opstande blev brutalt nedkæmpet, mens det internationale samfund passivt så til. Først senere etableredes sikkerheds- og flyveforbudszoner i den nordlige og sydlige del af Irak.

Den irakiske regering blev efter krigen tvunget til at lade repræsentanter for det internationale samfund inspicere landets våbenindustri, og en FN-resolution slog fast, at Iraks atomare anlæg skulle kontrolleres og lagrene af kemiske masseødelæggelsesvåben tilintetgøres.

Da man fra det internationale samfunds side ikke mente, at Irak opfyldte disse krav, blev der indført handelssanktioner, som ramte landets befolkning hårdt. I 1996 blev der indgået en aftale mellem FN og Irak, det såkaldte ’olie for mad program’, som gjorde det muligt for Irak at sælge en del af sin olie på det internationale marked. Indtægterne skulle indsættes på en FN-kontrolleret konto og anvendes til indkøb af ikke-militære varer som medicin og mad.

Efter terrorangrebene på New York og Washington den 11. september 2001 anklagede USA Irak for at samarbejde med den internationale terrorisme. Bush-administrationen skærpede efterhånden sin retorik og lagde gennem FN pres på det internationale samfund for at få det til at godkende en militær aktion mod Irak, angiveligt for at forhindre fremstilling og oplagring af masseødelæggelsesvåben.

Da dette ikke lykkedes, skabte USA en militær alliance uden om FN med støtte fra bl.a. Storbritannien og Danmark, og i marts 2003 invaderede koalitionsstyrkerne Irak. Regeringen i Bagdad faldt den 9. april, og den 1. maj erklærede USAs præsident officielt krigshandlingerne for afsluttede. Der blev nedsat en amerikanskledet overgangsadministration, som fik til opgave at udarbejde planer for, hvorledes man kunne etablere nye og demokratiske institutioner.

Volden i Irak aftog imidlertid ikke. Fra efteråret 2003 var der begyndende angreb på besættelsestropperne, og fra begyndelsen af 2004 eskalerede angrebene, ligesom væbnede kampe mellem forskellige grupperinger i Irak tog til i omfang. Dette gjorde etableringen af et nyt politisk system vanskeligt, og de tidsmæssige rammer for genskabelsen af fuld irakisk suverænitet blev gang på gang udskudt. I juni 2004 blev magten dog overdraget til en irakisk overgangsregering, og i januar 2005 afholdtes et flerpartivalg i Irak til en forfatningsgivende forsamling. I oktober 2005 afholdtes et nyt parlamentsvalg, som førte til en koalitionsregering under Nuri al-Maliki, som blev premierminister i 2006.

Som reaktion på den stadig værre sikkerhedssituation forstærkede USA i 2007 sin militære tilstedeværelse landet og indledte en offensiv mod oprørerne. I slutningen af årtiet begyndte adskillige lande imidlertid at trække deres tropper ud af landet, heriblandt Danmark i december 2008 og Storbritannien i maj 2009. Ifølge planen skal de amerikanske tropper forlade landet helt med udgangen af 2011.

Kunst, traditioner og tendenser

Irak er et land med en meget gammel kulturtradition. Det er derfor også blevet betegnet som ”civilisationens vugge”. I dag huser Irak forskellige folkeslag, fx arabere, kurdere og tyrkere, der er tilhængere af forskellige religioner og trosretninger som sunni- og shia-islam samt en hel række af forskellige kristne kirker. Selv om der er betydelige spændinger mellem de forskellige befolkningsgrupper, er Irak, dybest set, et multietnisk og multireligiøst samfund. Det er dog den islamiske majoritetskultur, som er dominerende.

Irakisk litteratur og især poesi er højt værdsat i hele den arabiske verden. Imidlertid har de sidste årtiers turbulens ikke haft en positiv indflydelse på den kulturelle udvikling. Det irakiske samfund er i dag, efter 30 års krig og vold, dybt traumatiseret, og det er oplevelserne siden 1980, der fylder mest i den nutidige irakiske kulturproduktion.

Film

Irakiske film fra det sidste årti er typisk vestlige co-produktioner. På den ene side har der ikke været penge til at lave film i Irak, mens der på den anden side har været en forøget interesse for den irakiske befolknings liv og lidelser blandt vestlige instruktører og produktionsselskaber. Også diaspora-irakere har spillet en stor rolle i at give den nødlidende irakiske befolkning en stemme. Det bedste eksempel er måske den irakisk-franske instruktør Abbas Fahdel.

I dokumentarfilmen Retour à Babylone (2002) spørger Abbas Fahdel sig selv, hvad det ville være blevet af ham, hvis han ikke havde levet i eksil i Frankrig, men derimod i sit hjemland Irak i de sidste 20 år. Hvordan har Iran-Irak krigen, Golfkrigen og FN-embargoen påvirket menneskernes liv i Irak? I Nous les Irakiens, en dokumentarfilm fra 2004, skildrer Fahdel dagligdagens liv i Bagdad kort før og efter den amerikansk ledede invasion af Irak i 2003. Fahdels film L’aube du monde (2008) tematiserer effekterne af Iran-Irak krigen, Golfkrigen og folkeoprøret mod Saddam i Sydirak.

Laura Poitras dokumentarfilm My Country, My Country (2006), og James Longleys Iraq in Fragments (2007) er to eksempler på opsigtsvækkende filmproduktioner, der ønskede at stille skarpt på de menneskelige konsekvenser af den amerikansk ledede koalitions invasion af Irak.