Du kan se film fra Indonesien på ’CPH:DOX’.

Landets Historie

Indonesien har verdens fjerde største befolkning (efter Kina, Indien og USA): Dets 230 millioner indbyggere lever på over tusinde øer spredt mellem Det Indiske Ocean i vest og Stillehavet i øst. Der findes mellem 200-300 forskellige folkefærd i Indonesien. De største etniske grupper er javanesere (ca. 70 mio.) og sundanesere (ca. 30 mio.), der begge bor på Java.

Øen, der arealmæssigt er lidt større end hele Grækenland, er i dag et af verdens tættest befolkede områder, med mere en 900 indbyggere per kvadratkilometer. Andre store befolkningsgrupper er maduresere på øen Madura og i Østjava samt balinesere på Bali. Hundredvis af mindre etniske grupper lever på de mere isolerede ydre øer i det indonesiske øhav.  

Navnet Indonesien – som ordret oversat betyder de ”indiske øer” – blev opfundet af englænderen J.R. Logan i 1850. Hollænderne, de daværende kolonialherrer i Indonesien, foretrak imidlertid at kalde øhavet for ’Det Malajiske Arkipelag’ (Maleische Archipel). Betegnelsen Indonesien blev mere udbredt efter den tyske antropolog Adolf Bastian havde publiceret sit store værk Indonesien oder die Inseln des Malayischen Archipels (1884-94). I 1928 begyndte indonesiske nationalister at bruge navnet ’Indonesien’ for at betegne det selvstændige land, som de ønskede sig.

Søfart og handel har været af stor betydning for den historiske udvikling i Indonesien pga. de påvirkninger fra andre kulturer, som de førte med sig. Handel med Indien begyndte tidligt og bragte megen rigdom til området. Det indebar også, at de lokale fyrster, kaldet ’datuer’, overtog den indiske ledelsesstil, og omkring 400 e.Kr. skabtes de første kongedømmer i det sydlige Sumatra og på Java. Samtidig blev hinduistiske og buddhistiske forestillinger og sædvaner optaget og blandet med den oprindelige malajiske panteisme.

Islam, som i dag er den fremherskende religion i Indonesien, kom først senere til landet, som resultat af den øgende samhandel med araberne på tværs af Det Indiske Ocean. Aceh-provinsen i det nordlige Sumatra blev muslimsk forholdsvis tidligt (i slutningen af 1200-tallet), mens Islam blev først udbredt på Java flere hundrede år senere.

Endnu en fremmed kultur – den europæiske – kom til Indonesien nogle århundreder senere. Portugiserne, som indtog Malacca i Malaysia i 1511, var de første, der fik fodfæste i området. Senere fulgte hollænderne, som blev den dominerende magt igennem det privatejede Forenede Ostindiske Kompagni (Vereenigde Oost-Indische Compagnie, VOC), grundlagt i 1602. VOC etablerede i 1619 sin første handelsstation i Batavia, det nuværende Jakarta. Malacca blev erobret fra portugiserne i 1641, og kompagniet fik efterhånden monopol på den indbringende krydderihandel.

Mod slutningen af 1700-tallet begyndte VOCs økonomiske magt dog at smuldre pga. for store administrationsomkostninger, smugleri etc. Dette førte til, at den hollandske stat overtog kompagniets besiddelser i 1799.
Herman Willem Daendels blev i 1807 generalguvernør for de hollandske kolonierne i Asien. Han indledte en politik, som skulle berøve de javanesiske regenter deres selvstændighed og underordne dem den hollandske administration.

I 1830 indførte hollænderne ’kultursystemet’ i Indonesien: Hver landsby blev tvunget til at afsætte en femtedel af deres marker til eksportafgrøder som sukker, kaffe, te og indigo. Det nye produktionssystem medførte, at store rigdomme overførtes til den hollandske statskasse. Mod slutningen af 1800-tallet begyndte en hurtig vækst i privatejet plantagedrift og i mine- og skovindustri. Den hastige økonomiske udvikling blev fulgt af en territorial ekspansion, og i begyndelsen af 1900-tallet havde hollænderne sikret sig herredømme over hele det nuværende Indonesien. Samtidigt skabtes en stærk, centraliseret koloniforvaltning.

I 1900-tallets første årtier voksede en folkelig modstand mod kolonistyret frem. Den nationalistiske organisation Sarekat Islam blev grundlagt i 1912 og fik hurtigt flere hundred tusinde medlemmer. Bevægelsen splittedes senere, bl.a. pga. af uenighed mellem kommunister og religiøse. I 1927 dannedes Det Indonesiske Nationalistparti (PNI) under ledelse af Achmed Sukarno. Han og andre nationalistledere, bl.a. Muhammad Hatta, blev fængslet og forvist til afsides beliggende øer. De kunne først vende tilbage efter den japanske invasion af Indonesien i 1942.

Efter den japanske kapitulation i august 1945 erklærede Sukarno og Hatta Indonesien for uafhængigt. Hollænderne accepterede imidlertid ikke tabet af kolonien, og der gik yderligere fire år med militære stridigheder, inden det på en FN-ledet konference i Haag i december 1949 lykkedes at få hollænderne til at anerkende selvstændigheden. Det indonesiske krav på Irian Jaya (Vestpapua) blev dog først anerkendt af Holland i 1963 mod et løfte om at afholde en folkeafstemning, hvor områdets befolkning selv skulle afgøre tilhørsforholdet. Det skete i 1969 under meget tvivlsomme forhold, hvorefter Hollandsk Ny Guinea officielt blev en del af Indonesien. I 1975 besatte Indonesien den tidligere portugisiske koloni Østtimor, som blev annekteret i 1976. Østtimor genvante dog sin selvstændig i 2002.

Indonesien er ifølge dets forfatning fra 1945 en sekulær republik, og selv om forfatningen er blevet justeret flere gange, afvistes i 2002 det seneste forsøg på at dreje landet i en mere religiøs retning, og alle indflydelsesrige partier vendte sig imod indførelse af sharia regler. I de seneste år har man dog enkelte steder i Indonesien ved lokale forordninger indført elementer af sharia lovgivning, herunder i Aceh provinsen.

Siden uafhængigheden i 1945 har Indonesien været styret af to generaler, general Sukarno og general Suharto, der sammenlagt regerede landet i mere en 50 år. Herefter afløste tre præsidenter hinanden i løbet af få år: Jusuf Habibie, Abdurrahman Wahid og Megawati Sukarnoputri (general Sukarnos datter). I oktober 2004 indtog Susilo Bambang Yudhoyono præsidentembedet efter det første direkte valg til præsidentembedet i Indonesien, og han blev genvalgt i juli 2009.

I sin første embedsperiode arbejdede Yudhoyono for bekæmpelse af korruption og øget decentralisering, og dette arbejde vil formentligt fortsætte i den kommende periode frem til 2015. Blandt Yudhoyono-regeringens største politiske bedrifter hører fredsslutningen med Gerakan Aceh Merdeka (GAM), løsrivelsesbevægelsen i Aceh-provinsen, efter tsunami-katastrofen den 26. december 2004, som krævede mere end 200.000 menneskeliv alene i Aceh. Implementeringen af fredsaftalen er gået over al forventning, men der er andre interne konflikter, bl.a. på Sulawesi og det naturressourcerige Papua, som ikke er løst endnu.

Et andet væsentligt problem udgør overbefolkningen på Indonesiens hovedø Java, som regeringen har forsøgt at løse ved at flytte dele af befolkningen til de mindre befolkede områder på Sumatra, Kalimantan (Borneo), Sulawesi og i Vestpapua. Hollænderne praktiserede allerede en lignende politik i første halvdel af 1900-tallet, men bestræbelserne på at opnå en mere jævn befolkningsfordeling er blevet intensiveret over de seneste årtier. På den ene side har transmigrationen ført til udviklingen af landbruget i mange afsidesliggende områder i Indonesien, hvilket har positivt bidraget til landets økonomiske vækst, men på den anden side har det skabt økologiske problemer og nye etniske spændinger mellem tilflytterne og de lokale befolkninger.

Kunst, traditioner og tendenser

Den nuværende majoritetskultur i Indonesien er en blandingskultur med rødder i flere regionale kulturer. Samtidigt er den stærkt påvirket af fremmede kulturer, hvilket hænger sammen med Indonesiens centrale geografiske placering på søvejen, der i århundreder har forbundet Det Fjerne Øst med landene i Mellemøsten. Dette resulterede bl.a. i, at alle store verdensreligioner, som hinduisme, buddhisme, konfucianisme og islam har efterladt deres spor i den indonesiske kultur.

Kunsten i Indonesien afspejler dette komplekse kulturelle konglomerat. Forskellige kunstformer har været brugt som medier til at sprede de fremmede religioner i Indonesien, fx blev wayang, det traditionelle indonesiske skyggeteater, brugt til at formidle hinduismens og islams lærde blandt landsbybefolkningen på Java. På en tilsvarende måde har javanesiske og balinesiske danse bidraget til at opretholde befolkningens kulturelle hukommelse om gamle buddhistiske og hinduistiske kongeriger. Islamisk påvirkede kunstneriske udtryksformer er også meget udbredte, især i det nordlige Sumatra.  

Den moderne indonesiske kultur er desuden stærkt påvirket af vestlige kulturstrømninger. Dette kommer til udtryk i underholdningsbranchen (fjernsyn, film og musik) og i hverdagskulturen i storbyerne. En anden inspirationskilde har været moderne indiske sange og film. En populær musikstil i Indonesien er dangdut, som blander elementer fra malajisk, indisk og arabisk musik.

Film

Den indonesiske filmindustri havde gyldne tider i 1980erne. Populære film fra denne periode er fx Nagabonar (1987) af M.T. Risya og Catatan si Boy (1989) af Nasri Cheppy. I 1990erne blev flere og flere film importeret fra USA og Hongkong, mens antallet af film, der blev produceret i Indonesien faldt, fra 115 film i 1990 til kun 37 film i 1993. Udbredelsen af fjernsyn og piratkopier af film undergravede den indonesiske filmindustri yderligere. Alligevel er der i de seneste ti år kommet en ny bølge af indonesiske film, fx Petualangan Sherina (2000) instrueret af Riri Riza og Arisan! (2003) af Nia Dinata. Det årlige Indonesiske Film Festival (FFI), der blev afholdt for sidste gang i 1992, blev genoplivet i 2004.