Oplev det rene bollywoodske sansebombardement under My World IMAGES `Bollywood´

Oplev et spritnyt samarbejde mellem kinesiske skuespillere og performere fra hele verden i My World IMAGES city walk `1 + 1 = many´

Landets Historie

Indien er en oldgammel kulturnation, hvor blandt andet buddhismen – en af de helt store verdensreligioner stammer fra. Op igennem historien har flere fremmede folkeslag invaderet Indien – dette har bidraget til landets nuværende kulturelle, sproglige og religiøse mangfoldighed. Portugiserne var de første europæere, som etablerede sig i Indien. Siden fulgte hollænderne, danskerne og franskmændene, men det var den britiske kolonimagt, der fra midten af 1700-tallet satte det afgørende præg på landets udvikling. For briterne var Indien The Jewel in the Crown, ’Imperiets juvel’.

Den britiske hegemoni i Indien varede indtil 1947. Lederen af den indiske selvstændighedsbevægelse var Mahatma Ghandi, der i Sydafrika havde mærket diskrimination på sin egen krop, og som ved sin tilbagevenden til Indien brugte denne erfaring til at opmuntre bl.a. den indiske underklasse til at engagere sig i et ikke-voldeligt oprør imod det britiske kolonialstyre.

Da Indien genopnåede sin selvstændighed i 1947, gennemtvang Den Muslimske Liga en opsplitning af Britisk Indien, således at de nordvestlige egne med muslimsk flertal samt de områder, der i dag udgør Bangladesh, blev lagt ind under en ny muslimsk stat, Pakistan, mens hovedparten af de øvrige britiske besiddelser tilfaldt den nye stat Indien. Delingen førte til nogle af de mest omfattende folkevandringer i nyere tid, da hinduer og sikher flygtede fra Pakistan til Indien, og muslimer den modsatte vej.

Mange strukturer, der fortsat præger det moderne Indien, blev til under det britiske kolonistyre, bl.a. administrationen og skattesystemet. I denne proces havde inderne selv været aktive medspillere, hvor de havde søgt at udnytte de muligheder, der bød sig i kraft af briternes behov for partnere og manglende kendskab til det indiske samfund.

Siden uafhængigheden har Indien været en sekulær, demokratisk republik. Trods en række kritisable forhold, ikke mindst inden for menneskerettighedsområdet, må indførelsen og fastholdelsen af en demokratisk styreform i et land af Indiens størrelse, med en så stor fattigdom og omfattende etnisk, sociale, og økonomisk diversitet, siges at være en succes.

Kunst, traditioner og tendenser

Trods fattigdom og udbredt analfabetisme har Indien en veludviklet presse med mange hundrede dagblade - på over hundrede forskellige sprog. De mest indflydelsesrige er The Times of India, The Indian Express og The Hindu. Denne engelsksprogede presse appellerer især til den veluddannede middelklasse i byerne. Siden 1990 har den indisksprogede presse dog vundet mere og mere frem, især på landet. I begyndelsen af det 21. århundrede er et af de største dagblade således Dainik Jagran, der udkommer på hindu.

Den indiske musik omfatter både klassiske og religiøse genrer samt et bredt spektrum af stile inden for den traditionelle, regionalt varierende folkemusik. Instrumentalmusikken har oplevet en betydelig opblomstring siden selvstændigheden, hvilket skyldes dels den kraftige økonomiske støtte, der er blevet ydet til national kunst, herunder den klassiske musik, og dels den interesse, som indisk musik har mødt i Europa og USA siden 1960erne, da fx The Beatles eksperimenterede med at anvende indiske instrumenter på deres indspilninger. Navnlig sitaren, som bl.a. Ravi Shankar har optrådt med i store dele af verden, var meget populær blandt popmusikerne. I 1980erne og 1990erne er det især tabla’en, som har fascineret Vesten, og her er Zakir Hussein én af landets bedste.

Den ældre indiske kunst er – ligesom præmoderne europæiske kunst – nært knyttet til religionen, og både arkitektur, skulptur og maleri tjener religiøse formål inden for de tre religioner, der opstod på indisk grund: hinduismen, buddhismen og jainismen. Muslimerne bragte nye arkitektoniske former med sig til Indien og opførte monumenter, der er blandt de ypperligste bygningsværker i verden. Siden kolonitiden er megen indisk kunst og arkitektur blevet til med vestlig kunst som forbillede. I 1900-tallet søgte kunstnere som fx Jamini Roy og Amrita Sher-Gil dog igen inspiration i den ældre indiske, ikke-vestlige kunst.

Film

Indien er verdens største filmproducerende nation, og Bollywood-film er i dag også kendte og populære i Vesten. Mindre kendt er derimod, at Indien allerede i 1920erne producerede over 100 film årligt. Sprogforskellene mellem Indiens mange regioner til trods var tonefilmens potentiale åbenbart, da Ardeshir Irani med Alam Ara (1931) introducerede de nu uomgængelige sang- og dansescener. Pramathesh Baruas Devdas (1935) var prototypen på en lang række af socialkritiske film, der tematiserede de samfundsmæssige problemer som følge af arrangerede ægteskaber, kastesystemet osv. Genren nåede sit højdepunkt i 1957 med Mehboob Khans Mother India, den første indiske film, som var nomineret for en Oscar. 1970ernes såkaldte currywesterns som fx Sholay (1975) var inspirerede af amerikanske actionfilm, mens 1980erne og 1990ernes hindifilm snarere havde den vestlige musikvideo som forbillede.

Scenekunst

Hver indisk delstat har sine egne folkelige teater- og danseformer. Mest kendt er yakshagana fra Karnataka og jatra fra Bengalen. De opføres udendørs og benytter alle teatrets elementer, ofte moderne lyseffekter, til at fange tilskuernes opmærksomhed. Stykkerne henter deres handling fra mytologien, historien eller nutidige temaer og har mange forskellige rolletyper. I den britiske kolonitid udvikledes der en mere europæisk orienteret teatertradition, som resulterede i bearbejdelser af europæiske skuespil, nyfortolkninger af traditionelle sanskritdramaer samt en ny dramatik, inspireret af folkelige former og ikke mindst nationale, politiske og sociale temaer. Det eksperimenterende teater udvikledes især gennem de mange amatørgrupper, mens det professionelle teater koncentrerede sig om kassesucceser. I 1900-tallet er de vigtigste vestlige dramatikere blevet oversat og spillet. Siden 1970erne har der fundet en betydelig vekselvirkning sted mellem teaterfolk fra Vesten og Indien.