På My World IMAGES kan du opleve georgisk billedkunst under udstillingen `Elusive Retur to IMAGES´

Landets Historie

I løbet af den første halvdel af det 19. århundrede blev alle georgiske fyrstedømmer annekteret af det Russiske Imperium, og Tbilisi (rus. Tiflis) blev kolonimagtens administrationscentrum for hele Kaukasus-regionen.   
Det russiske herskab bragte stabilitet til Georgien, og landet gennemgik en hurtig moderniseringsproces. I slutningen af 1800-tallet begyndte en gryende politisk og national bevidsthed at gøre sig bemærket i Georgien. Efter en kort selvstændighedsperiode (1918-1921) blev Georgien besat af den Røde Hær og efterfølgende indlemmet i Sovjetunionen.

I 1970erne og begyndelsen af 1980erne havde Georgien en af de højeste levestandarder i Sovjetunionen; man nød godt af den sovjetiske turisme og en udbredt korruption. Efter Gorbatjovs lancering af ’perestrojka’ og ’glasnost’ i anden halvdel af 1980erne, ønskede den georgiske befolkning at få flere muligheder for at bestemme selv og begyndte at demonstrere for større uafhængighed af Moskva. Samtidig havde de georgiske dissidenter dog kun lidt forståelse for det abkhasiske og ossetiske mindretals ønsker om mere selvbestemmelse i Georgien. 

Da Sydossetien i 1989 krævede større selvstændighed, ophævede den georgiske ledelse regionens autonome status. Sydossetien erklærede sig derpå uafhængigt af Georgien, hvilket udløste voldsomme kampe, der kulminerede efter at Georgien havde genvundet sin selvstændighed i 1991. En lignende, omend endnu mere alvorlig konflikt endte med fordrivelsen af en kvart million georgiere fra Abkhasien i 1993. Siden ulmede konflikterne under overfladen, og det internationale samfund kunne ikke forhindre, at de periodisk flammede op igen.

Den såkaldte ”Rosenrevolution” efter parlamentsvalget i november 2003 førte til den daværende georgiske præsident Eduard Shevardnadzes fald og til en omfattende ændring i landets politiske ledelse. Den unge, vestligt uddannede jurist Mikheil Saakashvili vandt overvældende præsidentvalget i januar 2004.

Saakashvili har fået stor opbakning fra Vesten, især fra USA, på trods af en noget enerådig ledelsesstil og beskyldninger om at have indskrænket pressefriheden. Bortfaldet af meget billig energi og det russiske embargo imod georgiske eksportvarer (sydfrugter, vin og mineralvand) havde en negativ effekt på landets økonomi, men tilnærmelsen til Vesten, og først og fremmest USA, har betydet, at økonomien igen er på vej op. Georgiens største eksportvare er metalskrot fra Sovjettiden.

I begyndelsen af 2008 kom det til regulær krig mellem Georgien og Rusland om de to georgiske udbryderrepublikker, Sydossetien og Abkhasien. Krigen endte med klar russisk sejr, og Ruslands præsident Medvedev anerkendte i slutningen af august 2008 Sydossetiens og Abkhasiens uafhængighed.

Kunst, traditioner og tendenser

Ser man bort fra den kortvarige optimisme, der prægede landet efter Rosenrevolutionen i 2003, har Georgien befundet sig i en permanent krisetilstand siden det genvandt selvstændigheden i 1991. Den kaotiske politiske situation og løsrivelseskrigene i Sydossetien og Abkhasien har efterladt dybe spor i den kollektive bevidsthed. Alligevel er der sket en opblomstring af kulturen i det seneste årti, takket været en mærkbar forbedring af den økonomiske situation – hvis ikke i hele landet, så dog i det mindste i hovedstaden Tbilisi, hvor også størstedelen af Georgiens kunstscene hører hjemme.

Georgien ligger på tærskelen mellem Europa og Asien. Det har således altid været op til georgiernes politiske og kulturelle elite at definere, om landets tilhørsforhold lå i Øst eller Vest. Under Saakaishvili blev Georgien tæt knyttet til Vesten, en beslutning, som gik ud over landets forholdet til Rusland. På visse områder har dette ført til en synlig amerikanisering af det georgiske samfund, men ikke desto mindre eksisterer der fortsat stærke kulturelle bånd mellem Georgien og Rusland.

Nutidens georgiske kunstnere står overfor det dilemma, at de bliver nødt til at positionere sig i et kulturelt minefelt mellem tradition og modernitet, nationale værdier og globaliseringstendenser, Øst og Vest. Der findes ikke kun én løsning, og i sidste ende er det op til den enkelte kunster at vælge sin vej. Her spiller personlige kontakter en afgørende rolle. Mange georgiske kunstner har gode forbindelser til udlandet, og det er via dem, nye tendenser finder indpas i den nutidige georgiske kunst.

Billedkunst

Georgien har en stærk tradition inden for billedkunst. Blandt de mest kendte og indflydelsesrige kunstnere fra det 20. århundrede er Niko Pirosmani og Lado Gudiashvili. Deres værker har deres rødder i hhv. ikonmaleriet, symbolismen og den moderne europæiske kunst. Resultatet er et øst-vestligt konglomerat, der meget passende afspejler Georgiens sammensætte og særprægede kultur.

Inden for den georgiske samtidskunst eksisterer et bredt spektrum af visuelle udtryksformer, der spænder fra moderne ikoner til installations- og videokunst
(se: http://www.art.gov.ge/index.php/shop/Artists.12).

Især blandt den yngre generation af kunstnere ser man en forstærket interesse for at udtrykke sig igennem andre medier end det traditionelle maleri. Tekla Aslanishvili tager i sine værker sociale emner op, der ellers forties af det georgiske samfund, mens Natela Grigalashvilis nøje komponerede sort-hvide fotografier af georgiske landsbyscener giver den ’stumme’ del Georgiens befolkning en stemme. Deres mandlige kollega Shalva Khakhanashvili viderefører den georgiske symbolisme i fotomediet. Koka Ramishvili og Iliko Zautashvili arbejder med poetiske installationer og konceptkunst, der efterspørger billedproduktion og georgisk identitet, sidstnævnte igennem en bevidst udstilling og samtidig dekonstruktion af eksisterende stereotyper.