På My World IMAGES kan du opleve egyptiske performere i city walken `1 + 1 = many´,
nye egyptiske toner under `URBAN´ og `Ny Lyd´
Og egyptisk samtidskunst på `Localities´ og `Kunstneriske Samarbejdsprojekter på Nørrebro´

Landets Historie

Egypten er en republik i det nordøstlige Afrika, og langt størstedelen af landet er ubeboet ørken. Igennem årtusinder har Nilen, der som en tynd streg gennemskærer landet fra syd til nord, været afgørende for bosætning og kultur. Stort set hele befolkningen bor i Nildalen og Nildeltaet ud til Middelhavet, et uhyre tæt befolket område, der kun udgør 4% af landets areal.

Egypten var i mange år koloniseret af England, indtil presset fra Egyptens nationalister blev i 1922 blev for stort, og Egypten kunne erklære sig for uafhængigt og sultanen udråbes til konge. Sammen med andre arabiske stater erklærede Egypten for første gang i 1948 den nyetablerede stat Israel krig. Et ydmygende arabisk militært nederlag var dog med til at fremskynde et militært kup, der fik Egyptens konge til at drage i eksil. I 1953 blev Egypten omdannet til en republik, hvor den første regerings mål blev at skabe et politisk uafhængigt og militært stærkt Egypten. En konflikt omkring ejerskabet af Suezkanal-kompagniet, en væsentlig indtægtskilde i regionen, førte til Suezkrisen, der i 1956 kulminerede med, at Israel angreb Egypten og besatte hele Sinaihalvøen, hvilket førte til Den Anden Arabisk-israelske Krig.

Efter krigen lykkedes det Egypten at fastholde nationaliseringen af Suezkanalen, og landets daværende præsident, Nasser, kom til at fremstå som den faktiske sejrherre - og dermed som hele den arabiske verdens nye leder. Den egyptiske nationalforsamling arbejdede for en ny arabisk socialisme, og det blev også mere og mere tydeligt, at de nye militære magthavere ønskede at samle hele den arabiske verden i kampen mod Israel.

I 1967 led Egypten sammen med Israels arabiske nabolande dog et sviende militært nederlag i Den Tredje Arabisk-israelske Krig. Sinaihalvøen blev erobret af Israel, og Suezkanalen lukket for international skibsfart. En ny præsident for Egypten, Sadat, havde som mål igen at bringe Egypten ind i det vestlige økonomiske samarbejde, og med hjælp fra USA kunne Egypten og Israel i 1975 indgå en fredsaftale, der førte til at Suezkanalen blev genåbnet for international sejlads. Sadats fokus var som noget nyt hovedsageligt på Egypten, og den samlede arabiske nationalisme blev opgivet. I 1979 underskrev Egypten som det første arabiske land en fredsaftale med Israel.

Fredsaftalen med Israel blev voldsomt kritiseret af den øvrige arabiske verden, og Egypten blev udsat for en fælles arabisk boykot. Indenrigspolitisk voksede kritikken af Sadat og hans liberale økonomiske politik, der ikke evnede at indfri de løfter om en bedre fremtid, som regimet havde lovet den almindelige befolkning. Efter fredsaftalen med Israel radikaliserede de islamiske grupper deres kritik af Sadat, og i 1981 blev Sadat dræbt ved et attentat, udøvet af én af de mange radikale islamiske oppositionsgrupper.

Sadat blev efterfulgt af sin vicepræsident Husni al-Mubarak, der fastholdt Sadats økonomiske politik og tilnærmelsen til Vesten, men Mubarak forsøgte samtidigt at modvirke den skæve og ulige sociale udvikling. Egypten deltog aktivt i den internationale alliance, der blev skabt, da Irak i 1990 besatte Kuwait, og Egypten har siden fastholdt sin genvundne centrale position i den regionale politik. Det er lykkedes Mubarak at skabe et kompromis mellem Egypten og den øvrige arabiske verden, således at Egypten igen kunne indtræde i Den Arabiske Liga – et fællesskab for de arabiske lande, som Egypten tidligere var blevet udelukket fra på grund af sine tilnærmelser til Vesten.

Egyptens fornyede regionale betydning er siden 2000 også blevet tydelig i de bestræbelser landet gør for at medvirke til fredsprocessen mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre igen kan komme i gang.

Gennem 1990'erne oplevede landet en eskalering i kampen mellem regimet på den ene side og den militante islamistiske opposition på den anden. Egyptiske intellektuelle og ikke mindst den koptiske minoritet i den sydlige del af landet blev udsat for overgreb af militante islamister ligesom der var et stigende antal terrorangreb. Efter 1997 ebbede terrorhandlingerne ud, men islamistiske grupper gennemfører fortsat med mellemrum terrorhandlinger, ikke mindst mod landets turistområder.

Nye politiske grupperinger har gennem de senere år delvist ændret det politiske liv i landet, og ved præsidentvalget i 2005 var flere uafhængige kandidater opstillet. Blandt andre har Det Muslimske Broderskab i det sidste årti sikret sig indflydelse. Trods en stigende grad af åben modstand mod regeringen og præsidenten virker den politiske situation i Egypten stadig stabil. Landet har dog siden mordet på præsident Sadat i 1981 været erklæret i undtagelsestilstand, og landet har fortsat problemer med befolkningens ytringsfrihed, pressefriheden, forsamlingsfriheden og retssikkerheden.

Kunst, traditioner og tendenser

Den egyptiske kultur kan dokumenteres hele 5000 år tilbage i tiden og var en af de første civilisationer. Landets kultur har været med til at præge senere opståede kulturer i Europa, Mellemøsten og Afrika, ligesom Egypten selv senere er blevet præget af først kristendommen og senere den arabiske og muslimske kultur.
I dag eksisterer der mange aspekter af den ældgamle egyptiske kultur i samspil med nyere elementer, herunder påvirkning af moderne vestlige kultur. Med sin gamle historie, kosmopolitiske tilstand, sine stærke islamiske traditioner, moderne tvær-arabisk politisk og intellektuelle historie samt et relativt stort frihedsmoment, er Egypten i dag den kulturelle hovedstad i den arabiske verden.

Kairo har en stor filmmusikproduktion, som er blevet spredt i resten af den arabiske verden. Ligesom både arabiske tv og musikindustri er domineret af produktioner fra Egypten. Egypten har også bidraget til noget af den største arabiske litteratur i det 20.århundre, eksempelvis Taha Hussein, Tawfiq Al Hakim og Nobel-pris vinderen Naguib Mahfouz. Landet har i dag store vestligt-prægede og statsstøttede kulturinstitutioner, såsom Cairo Opera House, The National Puppet Theater, The Pocket Theater, The National Symphony og et stort antal museer.

Scenekunst

Der er to traditioner indenfor de egyptiske teater i dag, skyggeteateret, oprindeligt bundet til religiøse og sociale handlinger, og det klassiske tekstbaserede drama. Den nedskrevne dramatik tog franskmændene med til Egypten i det 18. Århundrede.
 
Den eksperimentale teaterscene i Egypten har udviklet det egyptiske drama i takt med samtiden og den politiske situation i landet. Der har været perioder med overvejende absurd teater, socialrealistisk eller letbenet komik, ligesom der på scenerne er blevet taget kritisk stilling til den arabiske identitet. Resultatet af teaterpionerernes arbejde har ført til en ny arabisk dramatik, der er både moderne og original på én gang. Den forener den populære arabiske arv med de nyeste tekniker indenfor det internationale eksperimenterende teater.

Men der er også udfordringer for udviklingen af den arabiske scenekunst. Samtidigt med at der indenfor de seneste artier været et voksende marked idenfor tv-shows og sæbeoperaer, har fundamentalister angrebet levende teater og underholdningsshow. Der er mange aktører, der derfor har måtte opgive drømmen et liv på de skrå brædder.

Musik

Den traditionelle egyptiske musik hører til den arabiske tradition. Hvor den vestlige musik bygger på en skala med hel og halvtoner, så er den arabiske skala opdelt i 24 lige store intervaller. Den traditionelle arabiske musik indeholder toner, som ikke er kendt i vestlig musik – og derfor får det arabiske særpræg for det vestlige øre.

Udover at være kendt for sin mavedans-musik raqs el-sharqi, har Egypten gennem årene fået opbygget en omfattende popmusikindustri, med genrer som al-jil og shaabi som de meste kendte.

Indtil for nyligt kunne du stor set kun finde arabisk sprogede kærlighedssange eller engelske coverband på den rytmiske musikscene i Kairo. Men billedet er vendt. Ud af Kairos undergrund vokser nu arabisk-sproget musik, der gør op den overfladiske popmusik, og synger om sociale og politiske emner – blandet med arabiske rytmer, hvad enten det er elektronisk eller rock. Rockbandet Massar Egbari og egyptens eneste kvindelige rapper Princess Emmanuelle er eksempler på egyptiske undergrundsmusikere, der ikke gider synge om kærlighed!