På My World IMAGES kan du opleve en anden side af Cubas scenekunst. Oplev cubansk børneteater på festivalens 'Theatre for children and young people' og en cubansk skuespiller i det fri rum i city walken '1 + 1 = many'.

Landets Historie

Da Colombus ankom til Cuba for første gang i 1492 var øen beboet af tre indianske folkeslag: ciboney, arawak og taino. Cuba blev spansk koloni i 1511, og allerede omkring år 1600 var de indianske folk udryddet pga. sygdom, tvangsarbejde og spaniernes angreb. Landets befolkning bestod nu udelukkende af immigranter.
I første halvdel af 1800-tallet var der hos Cubas nye befolkning modstand mod det spanske overherredømme, men der skulle gentagne oprørskrige til inden Cuba i 1902 – med hjælp fra USA – officielt opnåede uafhængighed. USA fastholdt imidlertid sin nye økonomiske og politiske dominans over landet helt frem til 1959. Den amerikanske flådebase nær byen Guantánamo i det østlige Cuba blev oprettet i denne tid.
I 1959 vandt Fidel Castro en oprørskrig mod det siddende styre, og en revolutionære proces, byggende på den kommunistiske ideologi, blev sat i gang i Cuba. Den indebar blandt andet jordreformer, nationalisering af både cubansk og udenlandsk ejendom, lønstigninger og fald i huslejer. I 1960-61 gennemførtes en omfattende kampagne for at komme analfabetismen til livs og skabe et nyt uddannelsessystem for hele folket. Der blev også udviklet et forbilledligt sundhedsvæsen.

USA indførte en handelsblokade mod Cuba, og landet vendte sig mod det kommunistiske Sovjetunionen og Østblokken. Disse styres sammenbrud i slutningen af 1980erne betød imidlertid, at Cuba mistede hovedparten af sit økonomiske eksistensgrundlag. Importen af olie, fødevarer og forbrugsgoder blev reduceret drastisk, og Cuba blev kastet ud i sin hidtil værste krise.

I løbet af 1993 og 1994 gennemførtes en omfattende liberalisering af økonomien. Reformerne medførte bl.a. nye sociale uligheder og en voldsom stigning i kriminalitet, tiggeri og prostitution. Cuba har gennem uofficielle forhandlinger forsøgt at få USA til at opgive den lange blokade til gengæld for økonomiske indrømmelser, men indtil videre uden resultat.

Cuba er fortsat et klassisk kommunistisk styre, hvor Partido Comunista de Cuba (PCC) har været det eneste lovlige parti siden 1965. Nationalforsamlingen har ingen indflydelse på forholdene i landet og godkender uden undtagelse alle regeringens lovforslag. Indenrigspolitisk har styret lempet sin kulturpolitik og viser større tolerance over for traditionelt undertrykte grupper, eksempelvis homoseksuelle, end hidtil.

I februar 2008 meddelte Fidel Castro, at han ikke ville acceptere endnu en præsidentperiode. Nationalforsamlingen udpegede hans bror og tidligere vicepræsident, Raúl Castro, som ny præsident. På kort sigt er der ingen reel udsigt til et politisk systemskifte, men siden Raúl Castros indsættelse som præsident er der blevet åbnet op for større debat og kritik af styret.

Dette har ført til forventninger om en stigende privatisering af landbrugssektoren og en generelt højere levestandard. Befolkningens håb næres af, at der allerede før Raúl Castro formelt overtog præsidentposten blev gennemført en række mindre tiltag – bl.a. fik private landbrug overdraget mere statslig jord og provinserne fik mere selvstyre.

Kunst, traditioner og tendenser

Efter at de indfødte på Cuba hurtigt var blevet et offer for den spanske kolonisering, udgjorde peninsulares (født i Spanien), creoles (kolonister, født på Cuba) og afrikanske slaver øens eneste beboere. Således var det forholdet mellem disse tre befolkningsgrupper, der var medbestemmende for udviklingen af den særlige, cubanske identitetsfølelse (’cubanidad’).

I dag er over halvdelen af Cubas befolkning ’mulattoes’, dvs. af blandet afrikansk/europæisk afstamning, men eftersom den hvide befolkning fortsat nyder flest privilegier i det cubanske samfund, er cubanerne af blandet herkomst tilbøjelige til at underspille deres afrikanske rødder.
Selv om de store slavedrevne plantager lå på den vestlige del af øen, bor de fleste afrocubanere i dag på øens østside. Dette hænger sammen med, at de slaver, der undslap fra plantagerne, søgte tilflugt der. Afrocubansk kunst, religion (santería, en synkretistisk religion med stærke afrikanske islæt) og musik har derfor sine rødder i Cubas Oriente provins.

Afrikanske elementer har stor andel i formuleringen af den cubanske selvforståelse. I sig selv er afrocubanismo en blanding af det afrikanske flertals og det dominerende europæiske mindretals kulturer. Under den amerikanske dominans i første halvdel af 1900-tallet avancerede afrocubansk musik og dans fra Cubas Oriente provins til en national udtryksform, eftersom de blev anset for at være uberørte af vestlige kulturelle og ideologiske indflydelser.

Ét af den cubanske revolutions erklærede mål var, at alle borgernes talenter skulle fremmes, selv om dette var økonomisk uproduktivt. Staten yder derfor støtte til lovende kunstnerspirer, og ved siden af et nationalt kulturråd finders der et statsligt filminstitut og en national kunstskole. Cubansk kunstproduktion bliver med stigende interesse modtaget i udlandet, hvilket i de seneste år har betydet, at eksterne midler er begyndt at strømme til landet. Cubansk kunst, der blevet populær i både USA og Europa, er i dag en vigtig kilde til indtjening af udenlandske valutaer.

Scenekunst

Ekspressivt sprog, musik og dans er essentielle dele af den cubanske kultur og dens rødder i de spanske og afrikanske traditioner, og den cubanske salsa har efterhånden spredt sig til hele verden. Cuba er i dag også kendt for sit nationale ballet, grundlagt af Alicia Alonso (f. 1920). I overensstemmelse med den socialistiske stats idealer, bliver det cubanske ballet understøttet med offentlige midler, så det er muligt for alle borgere, og ikke kun de rige, at se forestillingerne.