Du kan se film fra Den Demokratiske Republik Congo på dokumentarfilmfestivalen ’CPH:DOX’

Landets Historie

I 1482 nåede portugiseren Diogo Cão som første europæer Congoflodens munding; dette blev startskuddet for europæernes udnyttelse af området.
I de følgende århundreder udviklede Congoflodens delta sig til et centrum for slavehandel. Den walisiske opdagelsesrejsende Henry Morton Stanley udforskede senere det indre af landet for Belgiens kong Leopold 2., og i 1885 blev hele området under navnet ’Congo Fristaten’ anerkendt som den belgiske konges personlige ejendom.

Den intense gummiproduktion, som nu blev sat i gang, skete ved brug af tvangsarbejdere. Dem, der ikke kunne leve op til den produktionskvote, som belgierne fastsatte, fik deres hænder amputeret. Til sidst blev dette for meget, endda for datidens imperialistiske stater, og efter international pres måtte Leopold i 1908 afgive sin private besiddelse i Afrika til den belgiske stat.

Landet fik nu navnet ’Belgisk Congo’ og blev en koloni. Belgiens nye økonomiske hovedinteresse var udvindingen af kobber, som fandtes i store mængder i Congos sydlige Katanga provins. De groveste overgreb på lokalbefolkningen kom til ophør, men det belgiske kolonialstyre, som udnyttede landets naturresurser, forblev grundlæggende uforandret indtil 1950erne. Congoleserne fik således ingen politisk indflydelse i deres land, og uddannelsesvæsenet var hovedsageligt begrænset til det arbejde, som katolske missionærer stod for.

Alligevel opstod der efterhånden en lokal elite i Congo. I 1950erne blev de første politiske partier dannet, og kravet om selvstændighed stod øverst på dagsorden. Patrice Lumumba grundlagde i 1958 Mouvement national congolais (MNC), som fik bred opbakning i fire af koloniens seks provinser. Andre selvstændighedsbevægelser var enten etnisk eller regionalt baserede. Et oprør i Leopoldville (nuværende Kinshasa) i 1959 fremskyndede selvstændigheden, og den 30. juni 1960 udråbtes Republikken Congo med Joseph Kasavubu som præsident og Lumumba som premierminister.

Politisk var landet splittet. Få dage efter selvstændigheden løsrev den kobberrige provins Katanga sig med støtte fra belgiske mineselskaber. Belgiens militære indblanding i konflikten fik Lumumba til at anmode FN om hjælp, og 10.000 FN-soldater blev sendt til landet. Splittelsen mellem Kasavubu og Lumumba, som også søgte sovjetisk støtte, fik i september militæret til at gennemføre et kup under ledelse af hærchefen Mobuto.

Kasavubu blev genindsat, men krisen fortsatte og først i 1963 havde FN-tropperne nedkæmpet oprørsstyrkerne i Katanga. Året efter forlod FN landet, og Moise Tshombe blev Congos premierminister. Splittelse mellem Tshombe og præsident Kasavubu gav imidlertid Mobuto anledning at gennemføre endnu et militærkup, men denne gang beholdt han magten og indledte et langvarigt diktatur. Det kom først til ophør, da de forende oprørstropper fra den østlige del af landet under ledelse af Laurent Kabila indtog hovedstaden Kinshasa i 1997.

Kabila blev indsat som den nye præsident, og landet, der under Mobuto havde heddet Zaire, blev omdøbt til den Demokratiske Republik Congo.
Magtskiftet bragte dog ingen fred, og menneskerettighedssituationen forbedredes heller ikke. Da Kabila i august 1998 besluttede at smide de rwandiske tropper, som havde hjulpet ham til magten, ud af landet, udbrød nye konflikter mellem på den ene side østlige oprørsbevægelser stærkt støttet af rwandiske og ugandiske tropper og på den anden side den congolesiske hær støttet af Angola, Zimbabwe og Namibia. Efter de intense sammenstød, der ofte drejede sig om kontrollen over Congos rige naturresurser, underskrev alle involverede parter efter internationalt pres Lusaka-aftalen i juli 1999. Trods mæglingsbestræbelser fra især FN og Sydafrika blev aftalens bestemmelser om tilbagetrækning af fremmede tropper dog aldrig ført ud i livet.

Da Kabila i januar 2001 blev dræbt ved et attentat, overgik magten til hans søn Joseph Kabila. Med Sikkerhedsrådets mellemkomst blev der indgået en ny aftale, der især skulle sikre tilbagetrækning af fremmede tropper, men kampene omkring byen Kisangani og diamantområderne ved Mbuji-Mayi forsatte. I december 2002 lykkedes det endeligt at få en aftale i hus, som de fleste af parterne kunne tilslutte sig. Humanitære organisationer i området anslår, at kampene fra 1998-2002 kostede over 2,5 mio. mennesker livet.

Siden december 2002 har en overgangsregering under Joseph Kabilas ledelse forberedt landets overgang til normale tilstande, herunder indførelse af flerpartidemokrati og frie valg. Regeringen støttes af fredsbevarende styrker fra FN. En ny forfatning blev vedtaget ved en folkeafstemning i december 2005, og i 2006 genvandt Joseph Kabila præsidentvalget. Imidlertid forsætter kampene mellem oprørsgrupperne og den FN-støttede congolesiske regeringshær i de nordlige og østlige provinser.

Kunst, traditioner og tendenser

Den Demokratiske Republik Congos rige kulturliv afspejler landets store topografiske og etniske diversitet. Det er således umuligt at tale om én congolesisk kultur – der findes mange forskellige kulturer med varierende udtryksformer. Generelt er ’moderne’, dvs. vestlige indflydelser stærkest repræsenteret i storbyerne. Det ’traditionelle liv’ forsætter dog på landet, hvor ca. 70% af befolkningen bor. For både bykulturen og landkulturen gælder imidlertid, at de er stærkt præget af begivenhederne fra de sidste 100 år. Det belgiske kolonialstyre, selvstændighedskampen, tiden under Mobuto og de seneste års krigshandlinger har efterladt deres dybe spor i det congolesiske samfund.

Congolesiske forfattere har fokuseret på identitetsspørgsmålet og landets koloniale fortid, forskellene og lighederne mellem Congos etniske grupper samt spændinger ved overgangen fra det traditionelle til det moderne liv. Kendte forfattere fra Den Demokratiske Republik Congo er Elebe ma Ekonzo, Valerin Mutombo-Diba, Paul Lomami-Tshibamba, Lisembe Elebe, og Mwilambwe Kibawa.

Congo har en lang tradition for træskærerarbejde, og landet er især kendt for sine fine skulpturer og masker. I dag produceres de i stigende grad for rige udlændinge, der besøger Den Demokratiske Republik Congo, og som er på jagt efter ’autentisk’ afrikansk kunst. Men der findes også en nutidig billedkunstscene i Congo. I deres værker fokuserer samtidskunstnerne på sociale emner som armod, udnyttelse og forskelsbehandling. 

Særdeles berømt og populær i hele Afrika er den moderne congolesiske musik. Kwassa kwassa er navnet på en kendt dansemusikstil, der opstod i Kinshasa. Moderne instrumenter, som el-guitar, keyboard og trommesæt er meget udbredte i dag, men mere traditionelle instrumenter, såsom ’tommelfinger klaver’ og forskellige slags trommer bruges stadig til at akkompagnere sangeren. Teksterne handler ofte, som overalt i verden, om kærlighed, men der tages også sociale og politiske emner op.

Film

På trods af vedvarende konflikter er der i de seneste år blevet produceret en del film i Den Demokratiske Republik Congo. En af de mest kendte og succesrige spillefilm er Pièces d’indentités, en belgisk/fransk/congolesisk produktion fra 1998, instrueret af Mweze Ngangura. Filmen tematiserer på humoristisk vis konflikten mellem traditioner og modernitet, mellem Afrika og Europa. Men det er ikke et sort/hvidt billede, som filmen tegner. Den viser, at sorte i Kinshasa kan tænke som ”hvide”, mens hvide belgier i en arbejderforstad til Bruxelles kan have en del tilfælles med de ”sorte”. Filmen vandt flere priser på den panafrikanske film- og fjernsynsfestival i Ouagadougou i 1999.