Oplev nutidig filmkunst fra Myanmar under "DOX:LAB" på My World IMAGES.

Landets Historie

Under kolonitiden var Myanmar, under navnet Burma, en del af Britisk Indien, og briterne administrerede stort set Myanmar uden at inddrage befolkningen. I stedet kom læger, ingeniører, pengeudlånere og arbejdere i stort antal fra Indien og Kina, og landets interne administration blev derfor ikke udviklet i den vestlige retning, som det havde været tilfældet i mange andre kolonier. Siden selvstændigheden i 1948 har landet været præget af politisk uro, autoritære regimer og international isolation. Der har været forsøg på at skabe fred og opbygge en demokratisk tradition, stærkt inspireret af buddhismen, men gentagne borgerkrige og invasioner udefra har fastholdt militærets magt i landet.

I mange år fungerede det styrende parti, Burmas Socialistiske Program Parti, som en civil og pæn facade udadtil, men bag facaden herskede  militæret og dets efterretningsvæsen diktatorisk og vilkårligt. Det socialistiske styre nationaliserede økonomien, udviste både missionærerne og inderne, og begrænsede den kulturelle vestlige indflydelse på befolkningen. Studenterne havde ved flere opstande forsøgt at ændre styret, men i 1988 kollapsede økonomien, og partiet Burmas Socialistiske Program Parti blev opløst. Militæret beholdt magten, og den efterfølgende folkelige opstand blev brutalt nedkæmpet, hvilket har været tilfældet gentagne gange siden.

I 1989 ændrede det nationalistiske militærstyre landets navn fra Burma til Myanmar. Med navneændringen ønskede de at demonstrere regimets endegyldige brud med den koloniale fortid samt markere en ny fælles national identitet for de mange etniske grupper.

I 1990 lykkedes det partiet National League for Democracy (NLD), ledet af Nobelprismodtageren Aung San Suu Kyi, at vinde en overvældende sejr ved parlamentsvalget. Den siddende militærregering nægtede imidlertid at anerkende resultatet, og efterfølgende har militærregeringen lagt et betydeligt pres på oppositionen, blandt andet ved brug af mange langvarige fængslinger og husarrester af etniske og politiske ledere. Oppositionslederen Aung San Suu Kyi befinder sig nu for tredje gang i husarrest, hvor hun siden maj 2003 har været tilbageholdt på ubestemt tid - i en såkaldt "sikkerhedsforvaring".

I efteråret 2007 oplevede Burma de største demonstrationer siden urolighederne i 1988. Demonstrationerne blev anført af munke fra Burmas respekterede - og politisk betydningsfulde - buddhistiske munkestand. I løbet af september måned var protesterne eskaleret, og til sidst greb militærregimet ind og nedkæmpede demonstrationerne med vold. I den prisvindende og Oscar-nominerede dansk-producerede dokumentarfilm Burma VJ kan man opleve opstanden helt tæt på.

Generelt forekommer der særdeles grove og udbredte menneskerettighedskrænkelser i Myanmar i form af at højt antal politiske fanger i landet (ca. 2200), anvendelse af tvangsarbejde, brug af børnesoldater, drab og overgreb på befolkningen. Ligesom landets styre heller ikke synes at prioritere at redde dens befolkning under naturkatastrofer. Efter en voldsom tyfon i 2008 nægtede styret humanitære organisationer adgang til landet, til trods for at over 60.000 mennesker skønnedes at have mistet livet og et langt større antal deres hjem.

Kunst, traditioner og tendenser

I et lukket militærdiktatur som Myanmar har globaliseringen svært ved at slå igennem og påvirke kunsten. Militærets efterretningstjeneste udfører en total overvågning af samfundet. Der kræves tilladelse til at have overnattende gæster, og fotos af de registrerede beboerne i et hus skal hænge fremme. Medier, kommunikation og kunst er underlagt censur, og retssystemet fungerer efter militærets vilje. En udbredt frygt og rygtedannelse præger befolkningen og skaber svært nedbrydelige barrierer for den frie og samfundskritiske kunst. Isolationen fra omverdenen fandt allerede sted under det såkaldte socialistiske styre, og landets kunst er derfor kun i meget begrænset omfang er blevet påvirket udefra igennem de sidste 60 år. Myanmars gamle traditioner er stort set intakte og upåvirkede af moderne trends. Kunstnerisk håndværk udføres oftest i træ og rent bladguld og anvendes i overensstemmelse med ældgamle traditioner, og ofte med et religiøst tema. Efter det socialistiske styres fald blev der igen åbnet op for eksport af landets kunst, hvilket har fået markedet for den traditionelle kunst til at vokse. Læs mere om Myanmars traditionelle kunst
her.

Religionen har stor betydning i Myanmar. Overalt bliver der brugt enorme summer på de buddhistiske templer, der ofte er guldbelagte og står i skarp kontrast til fattigdommen i landet. Templerne og stupaerne, en type af buddhistisk spir-lignende struktur, er karakteristiske i både landets kunst og landskab. De almindelige borgere ofrer gerne store summer på templernes udsmykning og vedligeholdelse, alt sammen for at frelse deres sjæle. Befolkningen i Myanmar består af over 100 etniske grupper, og for stort set alle gælder det, at det overnaturlige er en del af hverdagen – eksempelvis anvendes astrologi, spådomme og magi til at forudsige og modvirke hændelser.

Den spirende  samtidskunst i Myanmar oplever gang på gang modstand fra styret, og der rapporteres ofte om udøvelse af censur mod landets kunstnere. Organisationen Freemuse, der arbejder for at skabe frie forhold for musikere påpeger, at Myanmar er ét af de lande i verden med de trangeste vilkår for musikere. Hør evt. mere her.

Film

Filmkunsten i Myanmar lider som de andre kunstformer også under styrets censur. Styret – og de unge filmkunstnere - står dog over for et paradoks. Samtidigt med at styret ønsker at kontrollere udkommet af filmproduktionerne, så er det de senere år begyndt at sende film og medie-folk af sted på internationale festivaler, såsom Beijing Film Festival og 16th Chinese Golden Rooster Film Festival samt til forskellige radio- og TV-shows i Asien. Her skal de udsendte kunstnere både promovere deres egne produktioner samt lære af deres udenlandske kollegaer. Styret i Myanmar ønsker at komme ind på det internationale filmmarked med film, der promoverer landets kulturelle arv og som kan være med til at fastholde en nationalkarakter blandt sin egen befolkning. Samtidigt lukker de deres filmkunstnere ud i det internationale filmmiljø.

Hvordan kan man på en gang følge med den teknologiske udvikling, og udviklingen indenfor filmmediet - og samtidigt afskære sig fra omverdenen?

Indtil 1990’erne støttede styret filmproduktioner, men i dag er filmskaberne selv nødt til at rejse alle pengene selv. De fleste film er derfor billige produktioner, der er skudt på 7-10 dage. De fleste film er lavet på 35 mm-film, men der findes også et antal uafhængige filmskabere, der indspiller deres film digitalt. Den bedste måde at slippe omkring censuren på er ved at udgive direkte på DVD. Ellers skal både originalmanuskript og den endelige film godkendes af et panel udvalgt af styret. Flere instruktører har været nødt til at forlade landet, og andre har fået et midlertidigt forbud mod at indspille film.

Læs mere om filmmiljøet i Myanmar her.