Landets Historie

I 1500 besatte Portugal det land, der senere skulle blive til Brasilien. Ved den franske invasion i Portugal 1807 blev hele kongefamilien og en stor del af statsadministrationen evakueret til Rio de Janeiro, der 1808 blev regeringssæde for hele det portugisiske rige. Der indførtes trykpresse, aviser, bankvæsen, højere læreanstalter og domstole mv. Udlændinge fik ret til at eje jord, hvilket satte gang i en ikke-portugisisk indvandring. 300 års kolonial isolation var forbi og da en revolution i Portugal i 1820 kaldte den portugisiske konge hjem, erklærede kronprinsen, Pedro, landet for uafhængigt og blev kort efter selv udråbt til kejser af Brasilien.

Til forskel fra udviklingen i den spanske del af Latinamerika forløb Brasiliens uafhængighedsproces stort set fredeligt. Forfatningen af 1824 definerede Brasilien som et konstitutionelt monarki, hvilket varede indtil 1889, hvor landet blev omdannet til republik. Efter den første militære revolution i 1930 og indtil 1990, har landet skiftet mellem demokratisk styrede regeringer og militær diktatur.

Under de forskellige regimer har der blandt andet været en gennemgribende politisk og økonomisk moderniseringsproces for at bringe Brasilien ud af den halvkoloniale status som ensidig råvareeksportør af kaffe. På grund af kaffeøkonomiens sammenbrud indledtes en industrialiseringspolitik med høj økonomisk vækst og låntagning i udlandet. Men de økonomiske og politiske forhold forværredes hastigt, og militæret tog igen magten ved en opstand i 1964.

Under det længste militærdiktatur i Brasiliens historie, fra 1964-85, gennemgik landet et radikalt systemskifte. Der blev indført to nye forfatninger i 1967 og i 1969 med forhåndscensur, dødsstraf for visse politiske forbrydelser, indirekte valg til alle vigtige poster og præsidentens ret til at udstede hemmelige dekreter. Kun to politiske partier blev tilladt: et parti for regeringen og et parti for den tolererede del af oppositionen. Udenrigspolitisk lagde Brasilien sig tæt op ad USA, der havde støttet den militære opstand.

De politiske omstændigheder gjorde det muligt for militærregimet at sætte fart i den økonomiske udvikling med anderledes drastiske midler. Industriproduktionen øgedes voldsomt, blandt andet på grund af kombinationen af billige råvarer, lave lønninger og lavere beskatning. En udbygning af infrastrukturen og energiproduktionen ved hjælp af udlandslån førte til oparbejdelse af verdens største udlandsgæld.

Men militærregeringernes manglende evne til at løse de økonomiske og sociale problemer i landet førte fra 1978 til en gradvis "demokratisk åbning" med politisk amnesti, ophævelse af diktaturets undertrykkelseslovgivning og genindførelse af flerpartisystemet. Ved et indirekte præsidentvalg i 1985 led militærstyret nederlag til oppositionen. I 1988 blev en ny demokratisk forfatning vedtaget med vidtgående borgerlige rettigheder, fx retten til at strejke, og i 1990 kunne den første folkevalgte præsident i 30 år indsættes.

Brasiliens økonomi kom igennem en økonomisk krise ved årtusindeskiftet, og i 2002 lykkedes det for Arbejderpartiets Lula at vinde magten i landet, blandt andet med løfter om jordreformer. Siden tiltrædelsen i 2003 har regeringen fastholdt den økonomiske fremgang, mens løfter om jordreformer endnu ikke er ført ud i livet. Forskellige regeringer har givet uindfriede løfter om jordreformer og dermed afgivelser af jord til folket. Den manglende indfrielse af løfterne har ført til, at ‘De Jordløses Bevægelse’ har gennemført mange jordbesættelser og er blevet stadig mere militant. Brasilien har problemer med hård kriminalitet, og Rio de Janeiro og São Paulo oplevede i 2005 og 2006 voldsomme og blodige opgør mellem politi og kriminelle.

Brasilien kæmper samtidigt med et meget stort og drastisk voksende befolkningstal. Da Brasilien blev selvstændigt tilbage i 1820 var befolkningen på 5 millioner indbyggere, i 1950 var det på 50 millioner, i 1960 nåede det 70 mio, i 1980 ca. 120 mio, og i 2008 blev det skønnet at befolkningstallet havde nået 192 millioner. Urbaniseringen tog til op igennem det forrige århundrede, således at knap 70% af befolkningen i 1980 boede i byerne mod ca. 30% i 1940.

Kunst, traditioner og tendenser

Brasilien er måske bedst kendt for fodbold, karneval og kaffen fra Sao Paolo, men landet er en sand smeltedigel af forskellige kulturer. Brasiliens befolkning danner en mosaik af etniciteter. Der er europæere fra kolonitiden, afrikanere fra fortidens slavehandel, den ”oprindelige” befolkning af indianere og på verdensplan den største koloni af japanere uden for Japan foruden en lang række etniske blandinger. Det skaber en fantastisk mangfoldighed og rummelighed i landets kultur.                

Det oprindelige folks kunst ved man meget lidt om i dag, og det er stort set ikke til at opdrive. Til gengæld er et overflødighedshorn af livsbekræftende musik, dans, kunst, poesi og kogekunst en del af brasilianerens hverdag. Det er opstået gennem tiderne, levendeholdt og videreudviklet i dagliglivet – og netop skabt i mødet mellem de mange forskellige slags brasilianere.

Ligesom alle andre steder i verden er den brasilianske kunst gennem de seneste årtier blevet kraftigt påvirket af globaliseringen – og den brasilianske kunst påvirker og inspirerer mennesker over hele verden, og ny kunst opstår i dette møde.

Scenekunst

Den brasilianske teatertradition har, ligesom den danske, rødder tilbage til kirken. Det var her, de første dramaturgiske opførsler fandt sted tilbage i 1500-tallet. Men det var først, da den portugisiske regering og kongehus emigrerede til Brasilien i 1808, at det brasilianske teaterliv blomstrede op. På grund af den tætte forbindelse til Europa gennemgik de brasilianske dramaer den samme genreudvikling som i Europa, og har udfoldet sig indenfor romantikken, symbolismen, karakterkomedien, realismen, naturalismen, absurdismen og surrealismen.
 
Militærdiktaturet fra 1964-85 medførte at der blev udøvet censur mod teaterlivet, som svarede igen med et voksende oppositionsteater. Rigtigt mange teaterstykker blev forbudt i denne periode. Samtidigt blev det også perioden, hvor den berømte Augusto Boal skabte sit `forumteater’, hvor publikum gennem interaktivt teater skulle mobilisere deres vilje og styrke til at forandre situationer. Efter militærdiktaturets ophør og stykkerne igen blev tilladte, var der dog ingen lyst til - hverken blandt publikum eller de udøvende - at holde fast i de gamle sorger, og der fulgte en periode med overvejende letbenet nonsense-teater.
I dag har den brasilianske teaterscene igen undergået den samme udvikling som den danske, hvor instruktørens rolle er kommet i fokus, hvor tolkningen af dramaet står frit, og hvor det enkelte stykke har sin egen autonomi.