På My World IMAGES kan du se kortfilmen Maibobo under filmprogrammet `DOX:LAB´.

Landets Historie

Angola var underlagt portugisisk styre i næsten 500 år, fra slutningen af 1400-tallet til 1975. Efter uafhængigheden fra Portugal udbrød en brutal og ødelæggende borgerkrig, der varede indtil 2002. Angola er i dag den anden største producent af råolie og diamanter i Afrika syd for Sahara, og landet har et enormt landbrugspotentiale. Alligevel er Angola et af de fattigste lande i verden. Den forventede levealder ligger på ca. 40 år, og børnedødeligheden er forsat meget høj. Dertil kommer landets ødelagte infrastruktur og en høj udlandsgæld. Den nordlige Cabinda provins, hvor ca. 2/3 af Angolas olie stammer fra, har i de seneste år forsøgt at løsrive sig fra moderlandet.  

Den første europæere, der nåede frem til den angolanske kyst, var den portugisiske søfarer Diogo Cão. I 1500-tallet indledte portugiserne en omfattende handel med de lokale stammer ved kysten. Den vigtigste handelsvare var slaver, som blev eksporteret til de portugisiske plantager i Brasilien og på São Tomé. Portugiserne påbegyndte anlæggelsen af en egentlig koloni i området omkring Luanda i 1570erne. Det bragte dem i konflikt med Ndongoriget, hvis hersker bar titlen ngola – heraf navnet Angola.

Eksporten af slaver forblev den dominerende økonomiske aktivitet i Angola helt op til midten af 1800-tallet. Først i slutningen af 1800-tallet begyndte portugiserne at kolonisere det indre af landet. Her mødte de
kraftig modstand fra lokalbefolkningen, og først omkring 1920 opnåede Portugal fuld kontrol over hele landet. I en officiel erklæring fra 1917 hed det, at det var Portugals målsætning at civilisere og assimilere de lokale med den portugisiske kultur, men i realiteten opnåede kun ganske få afrikanere status som assimilados. Hovedparten forblev indigenatos (’indfødte’) og indgik som tvungen arbejdskraft i de portugisiskejede kaffe-, majs- og sisalplantager.

Fra slutningen af 1950erne opstod flere væbnede modstandsgrupper, rettet mod det portugisiske styre. De tre vigtigste var i 1960erne MPLA (Movimento Popular de Libertação de Angola), FNLA (Frente Nacional de Libertação de Angola) og UNITA (União Nacional para a Independência Total de Angola). Kampene varede indtil den såkaldte 'Nellikerevolution' bragte et politisk systemskifte i Portugal i 1974. Angola blev erklæret uafhængig den 11. november 1975.

Kampene mellem de rivaliserende modstandsbevægelser hindrede dog, at det kom til en fredelig magtovertagelse. Krigen mellem på den ene side MPLA, der havde kontrollen med hovedstaden Luanda, og på den anden side FNLA og UNITA blev i den efterfølgende tid internationaliseret, idet Sovjetunionen og Cuba sendte tropper og våben til at understøtte MPLA, mens Sydafrika, Zaire (den nuværende Demokratiske Republik Congo) og USA understøttede FNLA og UNITA. Angola blev således en af de vigtigste krigsskuepladser under den Kolde Krig.

Krigen fortsatte frem til foråret 2002, da UNITAs øverste leder, Jonas Savimbi, blev dræbt i kamp. Den nye ledelse i UNITA indgik herefter i nye fredsforhandlinger. Politisk står MPLA meget stærkt i dag, men regeringen møder stigende kritik af, at den i flere omgange har udskudt afholdelse af parlaments- og præsidentvalg. Efter vedtagelsen af den nye forfatning i januar 2010 blev premierministerembedet helt afskaffet i Angola.

Efter mere end 27 års borgerkrig er der stadig store dele af landet, som er dækket af landminer, og millioner af mennesker er fortsat fordrevne fra deres hjem. De hurtigt stigende indtægter fra olieproduktionen burde i princippet kunne finansiere genopbygningen af det krigshærgede land, men indtil videre har den fattigste del af befolkningen ikke mærket noget til den forbedrede økonomiske situation. Forvaltningen af Angolas ressourcer er ikke gennemsigtig, og der er behov for et opgør med den lukkede, centralistiske administration, som udvikledes under borgerkrigen.

Kunst, traditioner og tendenser

De sidste årtiers borgerkrig har ikke haft en positiv effekt på pressefriheden i Angola. MPLA og UNITA bestemte, hvad der måtte meddeles i medierne, og journalister, der havde deres egne opfattelser af begivenhederne, blev udsat for chikaner og risikerede i værste tilfælde deres liv. Befolkningens vigtigste kilde for informationer er radioen, der også blev brugt flittigt af både MPLA og UNITA. Politiske digte har været meget udbredt i Angola, og tidligere præsident Agostinho Neto huskes som en vigtig repræsentant for dette genre. Der findes desuden en rig mundtlig fortælletradition.

Billedkunsten har haft svære vilkår i det borgerkrigshærgede Angola, men der findes en del kunsthåndværk og træskærerarbejder. I dag er der en voksende angolansk musikscene med tydelige forbindelser til brasiliansk musik. Nyere angolanske film omhandler for det meste menneskernes liv efter den lange borgerkrig, der har efterladt dybe fysiske og psykiske spor