Ordet teater kommer af det græske theatron og betyder- stedet, hvor du ser. Og det har en dobbeltbetydning: Publikum får sig en oplevelse og de der udfører oplevelsen er seende. Teater var som udgangspunkt opført af præster og præstinder som hellige ritualer eller genopførelser af myter.

Det første teaterstykke som historien kender til er de hellige opførsler af kærlighedsmyten om Osiris og Isis fra den egyptiske mytologi. Grækerne, der var de første til at udvikle en decideret teaterkritik, udviklede teatret til en kunstform, der kan rumme komedien og tragedien og de mere vilde satyrspil.

Disse stykker er opført med kor og er som sådan musikteater. Det vestlige teater fortsatte med at udvikle sig op gennem århundrederne - væk fra de græske myter og musikken frem mod den realisme vi kender idag- dog ikke uden også hele tiden at vende tilbage og fortolke og parafrasere og nyskabe det græske mytestof. Østens teater kan spores tilbage til 1000 BC med Sanskrit dramaerne i Indien. Her spiller musik og sang en stor rolle og den tradition har man i modsætning til det vestlige teater holdt fast i og videreudviklet i nutidens indiske teater og igen som musicals og i film via Bollywood industrien. Den japanske form Kabuki, eller mere kendt som Noh teatret kan dateres tilbage til 1400 tallet og er et maske- og musikdrama der opfører historiske episoder.

Et stykke kan vare en hel dag. I den islamiske verden har dukketeatret, hånddukker, skyggespil og marionetteater domineret traditionen. Teater var indtil kolonialismen en meget stor del af Afrikansk kultur. Det fungerede ikke bare som led i underholdning og religiøse ritualer, men også som uddannelse. I de korte, skiftevis komiske, satiriske og seriøse folkespil, improviseredes der udfra en synopsis med indslag af mime, musik og dans. Under kolonialismen blev det koloniherrenes sprog og tradition, der dominerede teateret. I dag er det folkelige teater dog igen stærkt i Afrika, hvor forestillinger den dag i dag finder sted på gader og pladser. Der anvendes oftest ingen scenografi.

Dragter, somme tider masker og få rekvisitter angiver skuespillerens karakter og stykkets handling. Man afgrænser sig ikke fra tilskuerne, men indbyder dem i stedet til at deltage i handlingen. Det afrikanske klassiske/folkelige teater inddrager somme tider hele landsbyer, så grænsen mellem udøver og beskuer udviskes, hvorfor det mange steder ikke er normalt at klappe - fordi du på den måde distancerer dig selv fra stykket. I dag er teater i Afrika såvel som i resten af verden et mangefaceteret spil med mange undergenrer.