Maqamat Dance Theatre Omar Rajeh.
Foto: Ursula Kaufmann

I begyndelsen af 1900-tallet gjorde klassisk uddannede dansere i USA og Europa oprør mod balletens konvention - at dans skal være let, lys og luftig. Den moderne dans ville skildre det moderne menneske, som den ikke fandt havde meget tilfælles med ballettens klassiske historier og myter. Isadora Duncan(1877-1927) kastede balletskoene og trådte barfodet ind på sine scener i en dans, der ikke ville skjule menneskekroppens tyngde.

Isadora ville bruge menneskekroppen i et friere udtryk i kontrast til den klassiske ballets stræben efter vægtløshed, hvor kroppen skal kæmpe mod sin tyngde i en stræben efter ånd. Den moderne dans gav kropsligheden tilbage til dansen, mennesket tilbage til mennesket. I form og indhold. Hvor den klassiske ballet har vedtagne trin og lige så gerne genfortolker fortidens klassikere som skaber nye koreografier, har den moderne dans fokus på improvisation, ny koreografi og nye trin. Den moderne dans er oftere at ligne med et digt - et følelsesudbrud, en stemning, et kropsligt billede på en sindstilstand, som det er opførslen af en kronologisk historie.

Den vestlige moderne dans henter har desuden siden sin begyndelse hentet inspiration fra hele kunstpaletten - poesi og kunst og ny musik og i andre folkeslags danse. Paradokset er så at inspirationen ofte hentes fra andre landes ’klassiske danse’ – fra orientalsk dans til afrikask trommedans. Klassiske danse som mange steder er blevet udfordret af en moderne dans. Den moderne dans er, hvor end den bryder frem nemlig et opgør og/eller en nyfortolkning af et lands klassiske/traditionelle dans. I Japan er butohdansen feks. et opgør med den klassiske nohtradition, hvorfor fortolkningen af historiske begivenheder afløses af en performen af det personlige minde.

Grundlæggeren Tatsumi Hijikata (1928-86) skabte historie da han begyndte at fortolke sine barndomsminder med nye, ekspressive bevægelser. Som den vestlige moderne dans inspireredes han af flere kunstgenrer - lyd, maleri, skulptur, og ord til at konstruere en særlig bevægelighed, der kan gå fra at være meget subtil, lys og engleagtig til det spøgelsesagtigt dæmoniske, tungt, mørkt og grotesk. Den moderne dans fra Bombay til Århus er kendetegnet ved at hente inspiration både fra det helt nære og subjektive samt ved at rumme en nysgerrighed overfor andre verdeners dansetraditioner, der fornyes og ændres i clashet med ens egen tradition og brud med samme.