Foto: Jeroen Thoolen

Lydkunst dækker over en kunsterisk praksis hvor lyden fungerer enten som medie eller som objekt i sig selv. Værkerne kan være rent sanselige akustiske udforskninger af rum, arkitektur og krop -hvor lyden som et Röntgenfoto aftegner en fysisk men ikke normalt sansbar eller synlig virkelighed, eller de kan være rent konceptuelt forankrede størrelsen hvor lyden iscenesættes meningsmæssigt for lytteren.

Lydkunst benytter ofte rene sinustoner (toner uden klang) og hvid støj (i princippet et ligeligt men tilfældigt udvalg af alle toner i det hørbare område), men også reallyde og lyde optaget med særligt mikrofonudstyr der kan omsætte vibrationer til hørbare lyde, kan danne udgangspunkter for værker eller i sig selv være værket. Historisk set kan lydkunst fæstes til et utal af oprindelser som hver især har dannet skoler eller måder at forstå og skabe værker ud fra.. Man kan nævne Futuristernes støjmaskiner i 1910erne, skabt til at gengive byens og den moderne tidsalders lyd; man kan nævne den franske ingeniør Pierre Schaeffer der i slutningen af 40erne skabte genren Musique Concrète, som er musik der består af optagelser af fx et forbipasserende tog, en bold der hopper og anden larm fra hverdagen.

For ikke at glemme komponisten John Cage der i 1950erne formulerede en radikal konceptuel tænkning omkring hvordan man kan forstå musik som organiseret lyd. Det fører ham faktisk til den antagelse, at det er nok at åbne vinduet ud til gaden eller skoven for at høre et kunstværk. Fra starten af 1990´erne og i forbindelse med en større tilgængelighed af billigt bærbart computerudstyr har der herhjemme og i udlandet været et stærkt stigende fokus på lydkunst som et selvstændigt kunstnerisk felt.