Projekt De Money 2009, fotodokument af en illegal
guldmine i Ghana.
Foto: George Osodi.
Artikel: Blinde punkter - rene linier.

Da en parisisk fodgænger i 1939 en dag stoppede for at få pudset sine sko stod han stille lige længe nok til at franskmanden Louis Daguerre (1787-1946) kunne fastholde ham for eftertiden med sit Daguerrotopi. Længe inden det lykkedes Daguerre at fastfryse et stykke tid på papir, havde verden forsket i og drømt om det.

500 år BC nævner den kinesiske filosof Mo Jing hulkameraet i sine optegnelser og 400 BC taler både Aristoteles og Euklid i det antikke Grækenland om, hvordan lyset kan rejse gennem huller i kurve og træernes blade. 1021 AD publiserer araberen Ibn al-Haytham ideen om hulkameraet i sin Bog om Optik. I indledningens skriver han ydmygt ’Et nos non inventimus ita’ - jeg har ikke opfundet dette. Fotografiet er i den grad en opfindelse, hvor man står på ryggen af sine forfædre; genren udvikler sig i takt med teknologiske gennembrud. I begyndelsen af det 20 århundrede stræbte kunstfotografer som Alfred Stiegliez (1846-1946) efter at give maleriet kamp til stregen i den såkaldte Pictorialisme stil. En stil, der havde et drømmende, romantisk udtryk. Det tog mange år for fotografiet at blive anerkendt som uafhængig kunstart. Mange nærede mistro til dets kunstneriske værdi – Det var jo bare at trykke på en lille knap og så ordnede apparatet, hvad den sande kunstner skulle kæmpe med pensel og mejsel for at skabe.

Projekt De Money 2009, fotodokument af en illegal
guldmine i Ghana.
Foto: George Osodi.
Artikel: Blinde punkter - rene linier

En flok amerikanske fotografer blev banebrydende. Da Ansel Adams (1902-84), Edward Westen (1886-1958) og Imogen Cunningham (1883-1976) formede gruppen f/64 i 1932, var første skridt taget i retning af at få fotografi accepteret som noget helt for sig selv. f/64 gik efter ’ren’ fotografi- straight photography. Da fotografiet fandt sig selv som genre i 1920erne og 30erne var der i f/64 store diskussioner om kunstfotografiets berettigelse, når nu mediet kunne bruges til at spotte en virkelighed i krise. Fotojournalister åbnede manges øjne for de sociale vilkår i USA og Europa, med den danske fotograf  Jacob Riis, som en af pionerene.

I 1890 udgav han fotobogen med den sigende titel ‘How the Other Half Lives: Studies Among the Tenements of New York‘. Kunstfotografiet i dag er kunst og dokumentarisme. Det kan manipulere virkeligheden til ukendelighed eller være nådesløst straight og realistisk. Og det kan som doku-kunst forene fotojournalisme med kunstfotografi, og byde ind med sit særegne bidrag til samfundsrelevante diskussioner. Som en af deltagerne på My World – IMAGES, den nigerianske fotograf George Osodi, formulerer det ’Kunst er også informationer.’