Son of God

Den personlige dokumentar: Film i første person ental. Den personlige dokumentarfilm kan være en opdagelsesrejse, hvor filmskaberen vender kameraet imod sig selv og sin nære omverden, for at få svar på nogle af de spørgsmål, der ikke kan klares med et opslag i et leksikon – og for at stille nogle nye undervejs. Men den intime, personlige form udelukker ikke nødvendigvis andre fra en plads i sidevognen (eller i førersædet): det er ofte i mødet med den anden, at det nye og uforudsete opstår, hvis ikke de medvirkende ligefrem stjæler billedet og gør filmen til deres egen. I alle tilfælde er den personlige dokumentar en genre, som uforskrækket stiller store og små spørgsmål til abstrakte begreber som identitet og kultur, og gør dem nærværende på ny.

Musik/perfomance dokumentaren: Også her er det personlige udtryk i fokus, men på en udadvendt og performativ måde. Musikfilmen er genrens centrum, og tæller både de store koncertfilm og de film, der skildrer miljøer og kulturer fra gadeplan og med insiderens hjemmevante blik. Den performative genre har plads til både hip hoppens politiske protestpoesi og til musical’ens og musikvideoens forførerende flirt med det kunstige. Der er imidlertid også mulighed for at se med fra kameraets blinde vinkel, når den globale billedfabrik pumper sine produktioner ud på et marked, der sjældent ligner det vi kender i vesten – men som ikke desto mindre efterspørger de samme ting: action, romancer og happy endings.

Eksperimental dokumentar: Radikale, kunstneriske eksperimenter af internationalt format, og med afsæt i en virkelighed, der kan være genkendelig og hverdagslig, såvel som abstrakt og surrealistisk. Der er højt til loftet og langt imellem de enkelte værker i en genre, der kun vanskeligt lader sig definere i nogle enkelte kodeord. Til gengæld er der store oplevelser at hente for de nysgerrige og de frygtløse. Ligesom de øvrige film i programmet bærer de mere eksperimenterende værker spor af deres egen tilblivelse, hvad enten i form af billedets synlige begrænsninger eller æstetiske konsekvens, eller af direkte at reflektere virkeligheden bag det færdige billede.  En virkelighed, hvis politiske og sociale karakter ofte sætter grænser, som det er op til kunstneren at bryde.

Noer & Khvan Manila 2010

Undergrundens dokumentar: Film fra normalitetens ellers usynlige udkanter, af unge rebeller bevæbnet med billig teknologi. Det er hurtigt, billigt og in-your-face. Og sÃ¥ er det en mulighed for at opleve miljøer, man ikke havde drømt om eksisterede. Digitale kameraer har ført en reel demokratisering af medierne med sig – og intet sted er denne nye frihed mere synlig end i verdens udviklingslande, som i mange tilfælde har været med til at genopfinde og forny mÃ¥den at lave film pÃ¥ idag. Vi er lysÃ¥r fra velfærdsproduktioner og ‘cinéma du look’, hvis sukrede glansbilleder til sammenligning ligner noget fra en anden planet. Undergrunden er idag global, og der er inspiration at hente for alle med videokamera i mobiltelefonen.